591737236

en kuglerund Omnibus, der kaldtes „Solen“, forsøge sin Lykke. Det gik bedre end første Gang, og i dens Spor fulgte andre Omnibusser, der udmærkede sig ved straalende Farver og pragtfulde Navne: „La dame rouge“ („den røde Dame“), „Løven“, „Ørnen“, „Nord- stjernen“ o. s. v. Da „den røde Dame“ kom hertil fra Udlandet og blev kørt hjem til den Vognmand i Hel­ liggejsts Stræde, der ejede den, var Amagertorv sort af Mennesker, saa Vognen havde vanskeligt ved at bane sig Vej igennem de tætte Folkeskarer, der vilde beundre det nye Køretøj. Ældre, adstadige Damer kunde ikke lide at benytte det nymodens Befordringsmiddel. I Johanne Louise Heibergs Vaudeville „Abekatten“ lader hun en af Per­ sonerne sige: „Er det ikke uanstændigt, at fremmede Herrer og Damer kryber ind i de store Børe og sætter sig ved Siden af hinanden? Jeg kan ikke begribe, hvor­ ledes Folk, som er kommen af god Familie, kan ned­ lade sig til sligt.“ Den første Omnibusrute gik fra Amagertorv til Fre­ deriksberg. Københavnerne syntes, det var et mægtigt Fremskridt, da de kunde køre ud til den lille Landsby i Omnibus et Par Gange om Dagen. Senere blev der ogsaa sat Vogne i Gang til Lyngby, Charlottenlund og Dyrehaven. Mellem København og Byerne i Omegnen kørte Dagvogne, som bestemte Vognmænd havde Bet til al holde, og som medførte Passagerer og Postsager. Det var store Fjedervogne med tre—fire Sæder, og de blev trukket af to eller fire Heste. De kørte ikke hver Dag, men kun en eller to Gange om Ugen. De havde be­ stemte Afgangstider; men de rejsende kunde alligevel