591737236

Tørvebønderne. De kom luntende med deres tunge Læs og raabte: „Torre! Tørre! Tørre!“ Det var en Morgenmelodi, Københavnerne kendte, og som stadig jog dem op af deres søde Søvn. Tørve­ bønderne havde for Vane at stimle sammen paa be­ stemte Pladser, og enhver, der vovede sig ind i deres Vrimmel, blev antastet af dem. De, der kom til Bys med Kartofler, var knapt saa paagaaende. De var heller ikke saa nærige som Tørve­ bønderne, og af og til lejede de en Dreng, der havde gode Lunger, til at raabe: „Kartøfler, Kartøf’! Kartofler, Kartøf’P Saa snart Bønderne naaede ind i Nærheden af By­ porten, blev de standset af nogle flittige Sælgekoner, der havde været oppe med Solen og nu sørgede for at forsyne sig med Varer lige fra Vognene. De fik Sa­ gerne i en stor Kurv over Armen, og saa lod de kort efter et øredøvende Spektakel bryde løs over Byen. Hvis det var i Frugttiden, saa lød det: „Pærer! Æbler! Bøtten fuld for 4 Skilling!“ Ved Foraarstid var der andet at høre. Naar Solen be­ gyndte at skinne varmt ned i de snævre Stræder, og Stæren sad og fløjtede oppe paa Taget, blev Byboerne mindet om det aabne Land uden for Voldene. Ude i Skovene skød Skovmærker frem, og Bønder fra Nord­ sjælland kom vandrende til Staden med store Forsynin­ ger af friske Kranse. De bar dem i en Kurv paa Byggen, eller de stak dem paa en Kæp, som de holdt op foran sig.