591174347

a h e t 1853, i hvilket „Nørrebros Bespisningsforening" ^ eller, som den kaldtes til 1881 „Nørre- og Øster- bros Bespisningsforening", stiftedes, staar som et Sorgens Aar i Københavns Historie, idel Byen som bekendt i dette Aar hjemsøgtes af en frygtelig Koleraepidemi. Den ellers saa livsglade københavnske Befolkning var efterhaanden, som Epidemien udbredte sig, og den saa, hvor afmægtig den var i Kampen mod den farlige Fjende, nedsunken i en saa trist Sindsstemning, al det grænsede til Fortvivlelse. Den havde modtaget Efterretningen om det første Sygdomstilfælde d. 11. Juni med Sindsro. Den Anskuelse, at Kobenhavn fra Naturens Side var el saa sundt Opholdssted, at man ikke behøvede at bode synder­ ligt derpaa med Menneskeliaand, var saa rodfæstet blandt Indbyggerne, at Hovedmængden af dem og deriblandt uheldigvis Byens Styrelse ikke troede paa nogen alvorlig Fare fra en saadan Fjendes Side. Denne Overbevisning var bleven bestyrket ved Tanken om, at medens Koleraen havde hjemsøgt saa et, saa et andet af Evropas Lande, saa havde vi med Undtagelse af nogle enkelte Sygdomstilfælde, i Dragør 1848 og i Bandholm og Korsør 1850, været for- skaanet for dens Besøg. Desværre skulde deres saa grund­ murede Tro faa et slemt Knæk, og unægtelig var det ogsaa, set med Nutidens Øjne, ufatteligt, at Byen kunde anses for et sundt Opholdssted. Dens sanitære Forhold var langtfra