591173456

der anvistes den tyske Farver, thi da Tyge Brahe 1589 ønskede at faa Farveribygningen samt et tilstødende Hns, der begge grænsede op til hans Gaard, omtales den som forfalden. Han fik begge Husene, »det ene, som var til­ forn et Klædeberederhus, og det andet, som Farveriet nu udi er«, men kun mod at forpligte sig til at opføre »en Vaaning ud til Vandet, ved hvilket Farveriet altid her­ efter kunde ved Magt holdes og Farvemesteren kunde have sine Værelser«. Vi skulle imidlertid ikke videre følge dette Farveri, der laa, hvor nu Vartov ligger. Der kom efterhaanden andre Farvere til Kjøbenhavn, og 1651 kan der tales om endog flere »Silke- og Klædefarvere« i Byen. De klage over, at der sker dem Indpas i deres Næring og Haand- værk, og Kristian IV befaler, at Ingen, »som noget andet Haandværk bruger, og som ikke bemeldte Silke- og Klæde- farver-Haandværk hos Mestere lært have«, maa udhænge Farvetegn og drive Silke- eller Klædefarveri. Der kan nu efterhaanden nævnes Navne paa forskjellige Farvere, men det gik dem ikke alle godt. Peter Thomsen, Farver paa Kristianshavn, maatte 1696 søge Beskyttelse mod sine (udenlandske) Kreditorer. At Faget efterhaanden har til­ kæmpet sig nogen Betydning, kan forøvrigt bl. a. ses deraf, at Brandforordningen af 1689 beskæftiger sig med det. Den paalægger Farverne at have Omhu for deres Ildsteder. Som ovenfor nævnt, fordredes det 1651, at de kjøben- havnske Silke- og Klædefarvere skulde have lært deres Haandværk »hos Mestere«. Det er, som om den fra Lavene udgaaende Aand strækker sin Haand ud efter Farverhaandværket, men er det saa, da lykkedes For­ søget ikke. De danske Farvere blev aldrig ordnede i Lav. Men derfor maa man dog ikke tro, at Farveriet blev en fri Næring, som kunde drives af Alle overalt, hvorsomhelst de vilde. I sidste Henseende kan mærkes, at ingen Farver maatte bo paa Landet. Farveri var en