591172913

bredelse; han maa ikke tabe af Syne, at disse Syge ofte af Ukyndighed og Uerfarenhed eller af Ligegyldighed og Letsindighed uden Nødvendighed udsætte sig for Farer og skadelige Indvirkninger, som forlænge og forværre deres sygelige Tilstand, og at det derfor overfor dem er nødven­ digt at give mere omfattende og dotaillørede Forskrifter og hyppigere at indskærpe dem disse, end det i Regelen ellers er Tilfældet. Paa den anden Side er det en Selvfølge, at de omhandlede Syge strengt maa rette sig efter Lægens Anordninger, og at Overtrædelse heraf efter skeet Anmeldelse vil paadrage Ansvar efter Fattiglovens § 41. Han bør ved enhver Udfærdigelse af en Recept eller en Rekvisition minde de vedkommende om først at lade den stemple af Distriktsforstanderen, medmindre der er paategnet den NB., ligesom han ogsaa ved enhver Hospitalshenvisning maa paalægge Vedkommende at forevise den for Forstanderen, forat denne kan notere Anvisningen og til Bekræftelse om, at dette er skeet, medunderskrive den. § 23. Af enhver Syg, som henvender sig til Lægen for at blive tagen under Behandling for Fattigvæsenets Regning, skal han forlange sig forevist det udstedte Sygekort, jfr. § 15. § 24. Lægen er pligtig til ikke blot at yde Konsultation til de til ham saaledes henviste Patienter i Konsultationslokalet i den dertil bestemte Tid, men ogsaa at modtage og hjælpe dem i sit Hjem, forsaavidt Opsættelse maa ansees som util­ børlig. Berusede eller meget smudsige Personer, Fruen­ timmer, som vides at ernære sig ved Utugt, Patienter, der formodes at lide af Fnat eller anden smitsom Sygdom, og Lign., som indfinde sig, efterat Lægen har forladt Kon­ sultationslokalet, maa dog aldrig henvises til hans private Konsultationslokale, medmindre han forud udtrykkelig har givet sit Minde dertil, men skulle henvises til at give Møde