591172824

BROR S ON S s K I RKE N ❖ Saa blev min Hustru og jeg enige om, at vi vilde tage ham ind i vort Hjem. Vanskeligheden var at faa A rbejde til ham, men det lykkedes, og hver A ften kom han glad og — hvad der var Hovedsagen — ædru til os. Ved et Pige? skifte i vort H jem blev det ordnet saadan, at ogsaa hans Kone flyttede til os som Kokkepige, og i et Par Maaneder gik det fortræffeligt. Vi havde det saa herligt tilsammen! Men saa kom der onde Dage, og med D rikkeriet fulgte igen det daarlige Kammeratskab. Flere Gange hentede jeg ham fra Arbejdspladsen, — saa m aatte jeg opgive det, da han ikke »vilde have Barnepige«. Til sidst blev han grebet i Tyveri og kom i Vestre Fængsel. Dér besøgte jeg ham nogle Gange, — ved en af de Lejligheder var det, at Fæng? selsbetjenten, som skulde overvære vor Samtale, lige med ét tog O rdet og sagde: »Ja, det er, hvad jeg hele Tiden har sagt Dem, at De skal give Jesus Deres H jerte, saa bliver De fri baade for Drikkeri og for Tyveri!« Hvor gjorde det godt at høre denne Røst fra Herren inde i den triste Celle! Da han kom ud af Fængslet, blev han borte for os, og da vi ko rt efter re jste til Indien, hørte vi i mange A ar ikke noget om ham og hans Kone. Men saa en Dag mødte jeg hende paa Kultorvet, — vi havde da ikke set hinanden i mange Aar. Hun var blevet en troende Kvinde og fortalte mig, at han var død som en troende Mand. Al den Kærlig? hed, Gud havde vist ham, og alle de gode Ord, han havde hørt, havde ikke væ ret forgæves. 1 den ellevte Time var han blevet fundet af den gode Hyrde, som havde baaret sit tab te Faar ind i Folden. Min forkomne Ven er en af dem, jeg glæder mig til at møde i Himlen! Carl Hornbech.

41