591170171

62 ning, at det bar mod Døden. Rahbek var, da hun laa paa Sofaen og knap kunde sige de Ord, hun vilde, henrykt over de smaa Billetter, hun skrev til ham paa det sidste. Efter hendes Død gemte han dem, og det Stykke Pap, der tjente hende som Pult, betragtede han som sin dyrebareste Hellig­ dom og brugte det daglig. Men den Dag, hendes Tilstand var allerværst, gik han til »Rigsdag« i sin Klub, og end ikke den Omstændighed, at Christiane Oelilenschlåger, der dog vilde sige ham Sandheden skaansomt, holdt udenfor med en Vogn for at tilbyde ham at komme hurtigt hjem, ængstede ham; han bad hende køre og afventede Sagernes Gang i Klubben. Og om Aftenen havde Iiamma strammet sig op, saa at hun var den »mageløse Gæsteveninde« som altid, omhyggelig ved »at see sin kære søsterlige Gæst paa det Bedste tilgode«; og da Rahbek fulgte Christiane til Dørs, forskrækkedes han første Gang ved at se sin Gæst briste i »en forfærdelig Graad, der kun alt for tydelig sagde, hvad hun saae, følte og formodede«. Og da Kannna selv den næste Morgen paa Grund af den strænge Frost ytrede Ængstelse for ikke at kunne staa op, trøstede hendes Husbond hende med, at nu gik det stærkt ned ad Bakke med Ja­ nuar, og saa kom »Blidemaaned med den blidere Luft«; det var netop d. 21. Januar, hvor Maanen skiftede Kvarter; saa kom der Sne, og med den kom Kamma nok over Resien. Og han gik trøstig til Bys, men inden han forlod Bakkehuset, tog han som sædvanlig' Afsked med hende, der dog var rykket ind paa Sofaen i Dagligstuen. Hun rejste sig da halvt op og sagde sagte: »Munden!« hvor­ paa hun gav ham tre hjertelige Kys, uden at det endnu faldt ham ind, at det blev de sidste. Ganske rolig gik Rahbek, da hans egentlige For