591170171

DO

ham som Allemands Ven; hans Tidsskrifter viser jo til Overflod, at han ikke var bange for at sige Hvermand sin ærlige Mening, og om end man ikke altid kan dele denne, maa man dog indrømme ham hans Ærlighed og store Oprigtighed, hvor han kæmper for sin Overbevisning. Selv om Bakkehuset allerede da var det Værk­ sted, hvor en Del af de Intriger smeddedes, som gav Tonen an i Datidens litterære Liv, selv om det kan paavises, at Parolen for, hvad inan vilde berømme og fordømme, udgik derfra, var det og blev det Kamma Ralibeks Bakkehus, der blev Hi­ storiens, takket være dem begge. At skildre Livet paa Bakkehuset, hvor Oehlen- schlåger fandt sin Christiane, hvor alle de mange offentlige Personligheder var Morgen-, Middags- og Aftenbakker, kræver en Bog for sig selv; om den nogensinde kommer, bliver den svær at skrive. I Forbigaaende kan vi her kun tale om »mødes og skilles«, og naar vi den Dag i Dag kan se de gamle Stuer, kan vi ogsaa tænke paa, hvorledes »de fik hinanden«, og hvor skønt Døden skilte dem ad. Naar Rahbek siger, at han drog sig ind i sig selv, saa er der jo ogsaa det at sige imod dette, at han selv tilstaar, at han Gang paa Gang var forelsket; hvem har ikke været det, saalænge Ver­ den var skøn og Kvinderne danske; Rahbek er ingen Undtagelse, og han falder ogsaa ind under Reglen, naar det med ham blev Tilfældet, at den, han først rigtig lagde Mærke til, ogsaa blev den rigtige. Han var gennem Brødrene, navnlig Carl Heger, kommet i det Hegerske Hus paa Nørregade og hos de Drewsenske Slægtninge paa Strandmøl­ len, men allerede tidligere havde han i Parterret lagt Mærke til, at hun sad i den Loge, som var den eneste, hvor man tog Nummerplads, og hendes »aabne, klare Physiognomie, hele Udvortes, saa