591170171

52 klarlig, hvor svar en Steen der faldt fra mit Hierte, da Vognen, uagtet sit Geleide, slap forbi Vagten, ud af den første Port, over Broerne, og nu omsider, ved Bondefriheds-Støtten, den forsamlede Skare, som dog formodentlig havde betydelig formindsket sig, bød den det endelige Farvel. Til Lykke laae det i min Kones høist ualminde­ lige Caracteer — hvorpaa jeg f. Ex. fra den første Bombardementsnat, da een af de allerførste Borii- ber faldt i Gaarden, og saa godt som i Værelserne hos hende, af Øienvidner mindes at have hørt de mærkeligste Beviis — medens hun kunde være frygtsom og ængstelig ved Ubetydeligheder, at være rolig og uforsagt, hvor der var Alvor; og erindrer jeg fra hele denne æventyrlige Kiørsel ikke et Ord, ikke en Yttring af hende, der tilkiændegav ringeste Uro, ikke engang, at Hestene over al denne Støi skulde tage for dem selv. Ogsaa husker jeg til- fulde, at fra det Øieblik af, vi blev vort Følgeskab qvit, hendes og Heibergs hele Samtale var om den overhængende Adskillelse, om Giensamlings Haa- bet, som hun ikke vilde opgive, om hans elskede Efterladte, indtil Vognen, før vi tænkte derpaa, holdt ved Slotskroen, vor Ven bød os det endelige Farvel, og til Øieblikkets Minde lagde Beslag paa en Handske af min Kones, som han end til denne Dag giemmer, hædrer og i hans Brevvexling med denne sin trofaste Veninde, indtil den allersidste Tid, idelig har nævnet; og nu Reisevognen rullede bort for vore Øine.« Denne Handske omtales endnu for Fru Rahbek i et Brev Aaret inden hendes Død, hvori Major Joseph N. B. Abrahamson fortæller hende om sit Besøg hos P. A. Heiberg med følgende Ord: »Fra gamle Heiberg har jeg tusinde hjertelige Hilsener. Hvor gierne kom han ei en Gang før sin Død til Bakkehuset. Deres Handske, som han den