591170171

46 Frederiksberg Bakke! Nej, maa vi have Lov at beholde den, selv om den er en Forhindring for de stønnende Automobiler og de hæsblæsende Vædde­ løbere, som vil halse Sjælland rundt for at se, hvor hurtigt de kan sætte deres Helbred til. Det var dog fra denne Bakke, man sagde vor By baade et glædefuldt Goddag og et smerterigt Farvel. Det vidnes der om af mange, det fortælles med Forventningens Bæven i Stemmen, som naar den unge H. C. Andersen siger: »Mandag Morgen d. sjette September 1819 saae jeg fra Frederiksberg Banke første Gang Kjøbenhavn; derude steg jeg af med min lille Bylt og gik igennem Haven, den lange Allee og Forstaden ind i Byen.« Hvilke Fø­ lelser maa der ikke have rørt sig i den unge Fyrs Hjerte, som han der første Gang saa ind imod den efter hans Begreber saa store By, der rum­ mede hele Eventyrets Mystik for ham, og hvor maa ikke al den Herlighed, der skulde gemme sig indenfor Vesterport, have straalet ham i Møde, siden han slet ikke fandt det Røre, som Jødefejden i de Dage havde skabt, mærkværdigt, men troede, at det hørte med til det dagligdags i Byens Allarm. Men fra Frederiksberg Bakke har den, der vendte Ryg til Byen, ogsaa set med Bitterhed og Haan tilbage paa den, som den unge Mand, der i 1787 udgav sin versificerede Rejsebeskrivelse og sagde sin kære Fødeby Farvel, idet han skildrede det Aar, han forlod København, som

»Det Aar, da mange var i egen Næring Tyve, da man forstod som nu sin Næste at belyve, da Rigdom var en Dyd, da Armod fød af Pragt, i Hovmod havde sig til Ledighed henlagt; da man indtagen var af udenlandske Lader, da Lyst til Rang som Pest befængte hele Gader, da Kokkepiger gik med Silkekaaber paa, for Fruen holdt det haant i Kiøkkenet at gaae; da den, man kyssede, man i sit Hierte bandte,