591170171

28 ikke kunde omsættes i Brændevin. Navnet »Lade- gaards-Specie« er blevet hængende ved vore store, grimme Kobber-Femører den Dag i Dag. Der knytter sig andre, mere fornøjelige Minder til de Tider; hvem husker saaledes ikke den be­ rømmelige Sclxeibelein med Soldater-Kasketten og de mange Medailler paa; og endnu fornøjeligere er det at tænke paa den kønne gamle Ladegaardsaa, der nu er tildækket. Oprigtig talt var der baade kønnere og hyggeligere, da den smalle Aa lod de gamle ludende Piletræer spejle deres Kroner i dens Vande, end nu, da en kedelig moderne Boulevard med Træer, der — som Kaalund siger — plantes paa ny hvert Aar, erstatter den. Og blandt vor Barndoms Gadeviser mindes vi da ogsaa en om, hvorledes Ynglingen »Kresjan« vandrede ved Ladegaardens Aa med sin Gine og — ja, han maa jo altsaa ikke have resideret paa Lade- gaarden netop den Sommer, — trakterede hende med »den ædelige Brændevin« i saa rigeligt et Maal, at den tog Ligevægten fra dem begge, og de endte i Ladegaardsaaens mindre velduftende Bøl­ ger og . . . »Død og Pine, saa traadte han Vande med sin Gine, sin Gine, den dejlige Mø, er du med paa den?« slutter Sangen. Et mindre lysteligt Minde er den Sten, som i gamle Dage ragede op af Aaen, og som man, da denne udfyldtes i 1896—97, anbragte paa Aaboule- varden. Den fortæller om et Selskab, hvis Heste kørte løbsk, saa hele Vognen væltede i Aaen, og tre Mennesker, der ikke kunde komme ud af den lukkede Kalesche, druknede. Det store Bygningskomplex, vi nu kalder »den gamle Ladegaard«, benyttedes til Tvangsarbejds