591170171

117 spændt Forhold; der er ingen Tvivl om, at Heiberg har sigtet til ham ved Skuespilleren, der hentes af Døden i »En Sjæl efter Døden« og opfordres til at bede sit Fadervor, inden han dør, men svarer: »Det kan jeg ej, jeg har ingen Sufflør«, hvorpaa Døden siger de berømte Ord: »Du lydende Bjælde, du klingende Malm, hered dig til Helvedes hede Kvalm.« ' Der var mange Mennesker, der holdt af Nielsen, som havde adskillige Interesser og Smaatalenter ved Siden af sin Kunst; han oversatte flere Skue­ spil for Theatret, og han komponerede ikke saa lidt, dyrkede historiske Studier m. m. Husets Frue var i sit Fag lige saa betydelig som Manden. Hun debuterede allerede som sytten-aarig som Dyveke i Samsøes Stykke, hun forstod mester­ ligt at fremstille den unge Piges skære Poesi og den store Tragedies dystre Skikkelser, hun havde en dejlig Sangstemme og var yderst- musikalsk. Hun havde først været gift med Koncertmester Fr. Wex- schall, i hvis Hus Datidens litterære og kunstne­ riske Personligheder samledes, og hvor Jomfru Jo­ hanne Luise Påtges fandt et gæstfrit Hjem; men dette Ægteskab ophævedes, og d. 8. Juli 1834 æg­ tede hun Nielsen, og det er især som Anna Nielsen, hun mindes som. en af de største Kunstnere, Dan­ mark har ejet. Søren Kierkegaard siger om hende, at hun var »Fremstillerinden af det kvindelige, ikke indskrænket til een Side, ikke understøttet af, ikke lidende under en Tilfældighed derved, ikke anvist et Tidsafsnit deri«, og som hun var paa Scenen, var hun i Livet, en storslaaet, ædel .Per­ sonlighed. Iiun døde allerede 1856, Manden i 1860. I Ægteparrets gæstfrie Hjem i Alléen med den store Have samledes en vid Kreds af Beundrere; her kom Bournonville ud med sine to smaa Døtre, 8 *