591170171

115 var 11 — for seks Timer siden havde Formørkel­ sen været. Det var hertil, at Steffens den sidste Sommer førte sin skønne unge Brud Hanna Reichardt, og derved blev den selskabelige Kreds oplivet. Da skrev Oehlensclildger sit første tyske Vers; det handlede om Steffens og Hanna, og det sidste Vers lød: »Nun. lieber Heinrich, bist Du hier mit ihr im Bund’, drum singen und drum jauchzen wir aus Herzensgrund; drum zechen wir mit groszer Lust den guten Wein und drucken dich an unsre Brust und singen drein: Willkommen uns, Heinrich und Hanna!« Naar Anders Sandøe Ørsted og hans Hustru So­ phie Oehlenschlåger ikke boede oppe paa Slottet hos gamle Oehlenschlåger, lejede de sig ogsaa om Sommeren et Hjem i Alléen, om Vinteren boede de jo paa Vestergade. Om hende siger Steffens: »Hun besad et Vid, en Lune og en Aandrighed, som jeg før ikke havde kendt Mage til hos Kvinder. Den dybe Skarpsin- dighed, der udmærkede Schlegels, siden Schellings Kone, var vel beundringsværdig, men den var frem- gaaet af*et meget bevæget Liv, af en fuldendt Dan­ nelse og ytrede sig paa en mere bestemt, selvstæn­ dig Maade: Oehlenschldgers Søster havde, ligesom han selv, levet i snævre og indskrænkede Forhold; alt af Betydenhed, Ytringer af den forvovne, bevæ­ gede Sjæl, fremtraadte mere bevidstløst, mere na­ turligt, der gaves Øjeblikke, hvor hun i høj Grad overraskede mig.« Om A. S. Ørsted siger Steffens, at han var »en paafaldende Personlighed, stille, synes blød, efter­ givende, taler lidet, sagte og mildt og viser sig højst