591170171

114 ger, »de myrder mig!« — »Almægtige Gud,« raabte Steffens og styrtede ud paa Gulvet, hvor han faldt over Oehlenschlager, der var trillet ud af Sengen, men herved blev vaagen. »Ak,« sukkede Gernings­ manden, »det var kun en Drøm.« Men nu kom Raden til Steffens at fantasere: »Det er, Fanden ta’ mig, det samme. Jeg maa have Vished; jeg staar Ild, jeg henter min Sabel.« Saa famlede han ind i den anden Stue, hvor han tændte Lys, og det varede ikke længe, før han kom ind med truende Mine og draget Sværd. Oehlenschlager troede, han var blevet forrykt, og raabte: »Steffens, for Guds Skyld, brug Fornuft! Drømmen er ophørt.« — »Ja, min bedste, det er godt nok; men det er dog altfor galt at have saadan Drømme, især naar Vin­ duesskodderne er lukkede!« Naar Steffens var rejst, havde Oehlenschlager en Skoflikker til Opvarter, der tillige sørgede for hans Frokost og børstede hans Støvler. Naar det kneb med Skovokset, brugte han Oehlenschlågers gode Smør til Støvlerne. Han kom inde fra Byen Kl. 7 og tog Vinduesskodderne fra; men en Gang skulde der indtræffe en Solformørkelse Kl. 5, han fik der­ for Ordre til at komme saa meget tidligere, at hans Herre kunde faa den at se. Denne gjorde om Aftenen alt parat, sværtede Glas og gik i Seng. Næste Morgen vaagnede han af sig selv, stod op, tog Glassene og begav sig i et temmelig luftigt Kostume udenfor for at se For­ mørkelsen. Der var jo ingen Folk i Alléen paa denne Tid. Hvor forbavset blev han da ikke, da et rigtigt straalende Sollys mødte ham, da han aab­ nede Døren, og et Par unge Damer sad og nød det i Skyggen overfor. Han fik Ben at gaa paa ind igen, medens de iagttog hans løjerlige Digterfærd. Ak, Skoflikkeren havde glemt at komme; Klokken