591170171

113 nogen Værdi, havde noget muntert og naturligt og fremlokkede noget lignende.« Ikke sandt, der har vi Kamma lyslevende1 Med hende gik han ogsaa gerne i Frederiksberg Allé, hvor de paa Grøftekan­ terne plukkede Blomster, medens hun forbavsede ham ved sine botaniske Kundskaber. I Runddelen foran i Frederiksberg Allé — til venstre fra Bysiden, boede i Somrene 1803 og 04 Vennerne Henrik Steffens og Adam Oehlcnschlå- ger. »Den tyske Doktor«, som man kaldte Steffens, var ikke rigtig velset i Byen; man ansaa ham for en Vigtigmager, der ved sine overmodige Svar stødte ældre Folk for Ærmet, ja, man pegede Fingre ad ham paa Gaden og sagde: »Der gaar det Menneske, der kun har været i to Aar i Tyskland og ikke mere kan tænke i sit Modersmaal.« Ja, Rygtet herom var endda gennem »en høj Person« naaet Grev Schimmelmann, der for øvrigt ikke selv kunde tale Dansk, men altid talte Tysk, saa at denne blev nødt til at skrive til Steffens, bede ham være forsigtig og ikke mere tæpke paa Tysk! Her ude i »den lille Runddel« havde Vennerne det hyggeligt og rart; Oehlenschlåger skrev paa dette Sted »Sovedrikken«, »Frejas Alter« og »Thors Rejse til Jotunheim«; men man sagde i Spøg, at Vennerne burde lade sig male og hænge udenfor Huset, ligesom man saa de vilde Dyr paa Vester­ brogade. De boede i Stuen, derfor var der Vindues­ skodder, der hver Aften blev lukket for, saa der blev bælgmørkt. Nu havde Oehlenschlåger den slemme Vane at drømme, at der kom en Røver og tog ham; først da han blev ældre og »strøg sin Aftensnaps og hældte Vand om Sommeren paa sin Vin, holdt disse mindre hyggelige Drømmerier op. En Nat væk­ kede Adam Steffens med et forfærdeligt Brøl. »Hvad er der?« — »Røvere,« rallede Oehlenschlå- Iinud Bokkenheuser: Vesterbro. 8