591170171

108 Feilberg, i disse Dage har erhvervet Bygningerne. Thi lige saa kunstigt som andet er formet derude, lige saa naturligt og simpelt gik det til i svundne Dage. Lars Mathiesens Skikkelse har vundet Hævd og Plads i vor Bevidsthed. Han var Ven, ja Dus med sine Gæster, og hans Forlystelsessted prægedes af hans hyggelige og joviale Personlighed; af hans Portræt ser man hans Karakter. Jævn, hjemlig og hyggelig, ligetil for store'og smaa og en Vært af den Art, man ikke kan tænke sig Magen til i vore po­ lerede Dage. Tykmavet, lidt lad, men godmodig og gemytlig præsiderede han utrættelig, ved Bord­ enden, og han var af de gammeldags Værter, der blev fornærmet, naar nogen ikke stak paa Varerne, hvorimod han ikke regnede det saa overdrevent nøje med Betalingen saalidt som med sit eget Ko­ stume; det kendte ikke til Begrebet Frakke og Vest; nej, en islandsk Uldtrøje, Seler og Bukser. Men saa var ogsaa alle hans Gæster hans »Sønneker«, som han med faderlig Omhu tog sig af lige fra den Gang, han og Rahbek eller Oehlenschlager ved et stille Bæger kappedes om at sige hinanden Behageligheder i al Gemytlighed, til de Tider, da de glade Hostrupske Studenter sang om at: »Lars Mathiesen lønner Møjen, vi har haft, med sin Saft«. Kun een haard Nød havde han at knuse; han, den gæstfrie og joviale Mand, kunde ikke til at begynde med tænke sig at være en lige saa hyggelig Vært for Englænderne i 1807. Han satte sig derfor ikke længere ved Bordenden og drak med, men blev i Køkkenet, og han satte fornuftigvis Priserne op til det dobbelte, hvad der ikke vilde sige meget, for billig var han alle Dage. Men Naturen fornægter sig ikke, da Englænderne tog ham fra den gemytlige Side, stod han ikke