591169599

o % M S /

VAJSENHUSIANERNES FORENING DET GODE MINDE GENNEM 50 AAR 1858 — 22. JANUAR — 1908

VAJSENHUSIANERNES FORENING 1° DET GODE MINDE GENNEM 50 AAR 1858 — 22. JANUAR — 1908

KØBENHAVN GRÆBE S BOGTRYKKER I 1908

c

DET GAMLE VAJSENHUS PAA KØBMAGERGADE. FACADE.

I 1858— 1875

P aa Købmagergade Nr. 44 ligger en stor rød Gaard, som nu om Dage fra Loft til Kælder dirrer af Forretnings­ livets Pulsslag, medens i dens Indre den ene Tilbygning har rejst sig efter den anden for at give Plads for de mange Virksomheder. Saaledes ikke for 50 Aar siden. Gaarden, som dengang tilhørte det kgl. Vajsenhus, vendte sin stille og alvorlige Facade ud mod den støjende Gadefærdsel, og hvor nu store Spejlglasruder frister de Forbigaaende med Butik­ kernes Indhold, forte dengang to næsten fornemme Trapper

op til en Boghandel og en Papirhandel. Gennem Porten kom man ind i Skolegaarden. Du kære, gamle, røde Gaard! Hvor mange eller hvor faa er der tilbage af dem, der erindrer Dig som Skole. Et er dog sikkert, at Kredsen af dem, som her sled deres Børnesko og nød deres Barndoms Glæder, bliver og vil altid blive mindre. Men trods de mange Aar, som er gaaet, siden Skole­ porten for sidste Gang lukkede sig efter den sidste lille Efter­ nøler, staar dog alt saa klart i Erindringen: Portklokkens Klang, Lyden af den Kommendes Skridt i Porthvælvingen, Skolebygningen til venstre med den bøje Stentrappe og den store Legeplads med de dejlige Linde, hvis grønne Kroner hvælvede sig over den myldrende Børneskare, som samlede sig til Skolens store Skovtur, og hvis første faldende Blade varslede, at nu var Tiden inde til Aarets store Højtid: Stiftelses­ festen og Skoleballet. Ja, saa frisk staar alt i Mindet, at selv om man stod midt imellem de nye Bygninger, vilde man være i Stand til at fremtrylle alt det Gamle for sit indre Øje. Iler, paa det gamle Vajsenhus, mødtes den 22. Januar 1858, paa daværende Forstander, Justitsraad Rungs Jubi­ læumsdag, en Del unge, udgaaede Elever for al bringe ham deres Lykønskning. Intel Under, at lier under hjertelige Forhold paa de kendte Steder, hvor Barndomsminderne blev levende, den Tanke kunde komme frem og faa Liv: al mødes oftere for at pleje disse Barndomsminder og staa hverandre bi i Livets Færd. Paa denne Dag stiftedes altsaa

Vajsenhusianefforeningen, som kort efter fik Navnet «Det gode Minde». Der udsendtes da lil unge Mænd en Indbydelse lil al

DET GAMLE VAJSENIIUS’ GAA11D PAA KØHMAGEllGADE.

træde ind i Foreningen. I denne Indbydelse gøres der Rede for, hvad Foreningens Formaal er, og stilles som Hovedbetingelse, «at Alle med lige Kærlighed og Interesse omfatte Foreningstanken og i Samvirken opbyde alle Kræfter til dens Realisation. Ved en saadan Sammenslutning ville vi

vinde et stort Udbytte, vi ville først og fremmest lære at kende hverandre og ville dernæst i det daglige Liv kunne støtte og vejlede hverandre)). «Med dette skønne og natur­ lige Maal for Øje», fortsættes der, «maa vi stadigen arbejde, med Overbærenhed og Velvillie imødekomme hverandre, og

de gode Følger af vort Forehavende vil ikke udeblive)). Ind­ bydelsen var under­ tegnet af W. Thom­ sen og F. Miehaelsen og havde til Følge, al 28 unge Mænd inti­ meldle sig. Foreningens første Medlemmer var: Agerbundsen. P. Andersen. I. Brenni- cke. Birck. Both. E. Eilertsen. W. Foghi. Gjerding. Hasberg. Hjørring. Holmer.

Iløepfner. Iversen. P. Jacobsen. Harald Jensen. F. Madsen. F. Miehaelsen. John Møller. Chr. Nielsen. C. A. Nielsen. Georg Nielsen. N. C. Nielsen. W. T. Nielsen. L. Olsen. IT. Schou. F. Solem. W. Thomsen. E. Werner.

Den første Bestyrelse var: Formand: Ludvig Olsen.

Repræsentanter: Iversen og Michaelsen. Kasserer: Gjerding.

Man udarbejdede nu Foreningens Love, som blev be- dømtc at en udvalgt Komité, og del ses af disse, at ligesom

(d)et gode Minde» i de 50 Aar er ble­ vet sit første For- maal tro, saa er dets Love, frareg­ net Forandringer og Tilføjelser, som Tiden har kræ­ vet, i Hovedsagen bievne de samme. Det førsteMøde afholdtes hos Re­ stauratør Hastrup i Kompagnistræde, ogVajsenhusianer- foreningen var traadt ud i Livet og Virkeligheden. De første Aars

Optegnelser er særdeles nøjagtige i Reretninger om, hvad man paa hver Mødeaften foretog sig. Underligt er det at gennemblade de gamle gulnede Protokoller med den snirk­ lede gotiske Bogstavskrift, som saa faa Mennesker nu til Dags kan tyde, og saa at læse Navnene paa dem, som den-

(j gang stod i deres Ungdoms Kraft, og hvoraf saa mange nu er gaaet bort. I Lovene nævnes intet om, at Sangøvelse skal høre med til de selskabelige Glæder, men desuagtet blev der straks dannet en Kvartet. Antagelig har Michaelsen (som dengang, saa vidt vides, var Amatør-Musiker, men siden ofrede sig helt for Musikken og blev Foreningens Sangdirigent gennem mange Aar) ledet denne, og at Undervisningen dreves med Alvor, kan man vide af, at Kvartetten i November samme Aar medvirkede ved en Aftenunderholdning, som Foreningen afholdt paa Vajsenhuset. Ved denne Lejlighed opførtes en Komedie, hvor baade Forfatter, Komponist, Skuespillere og Theatermaler var blandt Foreningens Medlemmer. I det hele taget ydede de enkelte Medlemmer i langt højere Grad end nu deres Bidrag til Underholdningen. Der holdtes i de første Vintre følgende Foredrag: N. C. Nielsen: Oplæsning, Flyttedagen af Hertz. I. Birck: Bidrag til en navnkundig Mands Karakteristik. — L. Olsen: Uddrag af Vajsenhusets Historie. — Iversen: Om Hjertet. — Kolling: Om Astronomi. — L. Olsen: Oplæsning af H. C. Andersens Eventyr. — Agerbundsen: Den danske Kvinde. — W. Foghi: Om Vinens Dyrkning og Tilberedelse. De ugentlige Møder holdt man paa forskellige Steder i Byen, men da man tidt skiftede Lokale, maa det antages, at man ikke har fundet sig rigtig hjemme nogensteds. Om Sommeren mødtes man et eller andet Sted i Byens Nærhed. Mødestedet blev bekendtgjort ved Opslag hos Vajsenhusets Portner. Derimod holdtes Vinterens Fester: Ballet den 22,

Januar og Aftenunderholdninger paa Vajsenhuset. Til disse var altid indbudne den ældste Lærerinde, Frøken Lutzen, Forstanderen, Justitsraad Rung med sine Døtre og den ældste Lærer, Hr. Guldbrandsen. Disse sidste var begge Æresmedlemmer. Til Rung følte Alle sig dog tørst og sidst knyttet. Han indfandt sig altid en kort Tid paa hver Møde­ aften for at gense og tale med gamle Skoleelever og blev altid bilsel med Glæde. Disse Optegnelser fra Foreningens første Aar bører efter- haanden op, af hvilken Grund vides ikke. Man har da Lov til at formode, at der har sneget sig en Tomhed ind i For­ eningslivet, og at man var optaget af at forberede et System­ skifte. I Begyndelsen af 18(>2 udsendte man nemlig en Ind­ bydelse til udgaaede kvindelige Elever om at indtræde i For­ eningen. Disse havde vistnok allerede dannet en lille Kreds, som mødtes bos en privat Familie, undertiden ogsaa paa Vajsenhuset. Indbydelsen blev dog modtaget, og nedennævnte 30 Damer indmeldte sig paa det sammenkaldte Møde: Camilla Ahrendt. Oline Andersen. Sophie Benzen. Mar­ tine Bjerring. Laura Biem. Caroline Bussin. Ida Dahl. Thora Ebberding. Marie Engelstrup. Hansine Foght. Julie Frederiksen. Benjamine Hansen. Sophie Hansen. Nathalie Hallin. Marie Holm. Anna Jensen. Marie Jensen. Sophie Kaysen. Amalie Krarup. Julie Lund. Ulrikka Madsen. Nanna Martin. Albinia Olsen. Petra Olsen. Amalie Petersen. Thora Rasmussen. Thora Rønnov. Alvilda Schiernotf. Hanne Sø- berg. Laura Øigaard.

Lovene blev nu omredigerede, og Bestyrelsen kom lil at bestaa af: 1 Formand, 1 ((Bestyrerinde)) og 2 Kasserere (1 Herre og 1 Dame). Man maa indrømme, at Foreningen skiftede Sol og Vind lige mellem de to Køn ved at give dem lige Tal i Bestyrelsen, og det uagtet Kvindeemancipationstanken den­ gang endnu laa i Svøbet. Foruden disse bestemte dog Lo­ vene, at Sanglæreren skulde være i Bestyrelsen, hvilket er betegnende for den Rolle, Sangen spillede i Foreningens Tilværelse, hvad vi senere skal komme tilbage til. Damernes Indtrædelse medførte, at fra nu af holdtes de ugentlige Møder paa Vajsenhuset. Sandsynligvis bar det været vanskeligt al tinde el passende Mødested, saa meget mere som Damernes Mødeaften ikke faldt sammen med Herrernes. Kun den første Mødeaften i hver Maaned var Fællesmøde, eller naar der sammenkaldtes el saadant for Sangens Skyld. Der findes intet oplyst derom, men da alle Beretninger om Lokale ophører, maa man antage, al man fra dette Tidspunkt samledes paa Skolen. Og et Mødested, som mere var efter Medlemmernes Sind øg Hjerte, kunde ikke tænkes. Om Vin­ teren mødtes man paa Syskolen, senere i Bibliotheket, medens Sangundervisningen foregik i den tilstødende Sangstue. Spørgs- maalet: Sommerlokale bortfaldt ganske, tbi om Sommeren opholdt man sig i den herlige store Skolegaard med de grønne Bænke under Lindetræerne, eller i Haven, som laa i Hjørnet mellem Skolelløjen og Gymnastikhuset. Denne Have var en idyllisk lille Plet; med sine Blomsterplæner og gamle Træer, sin Bokokopavillon med store Glasdøre og Vinduer

lil at skyde op, syntes den som en Levning fra gamle Tider, gemt her imellem Nabohusenes af Røg og Ælde sværtede Mure. Samværet i Foreningen havde det gammeldags hyggeligt familiære Præg, som man i vor Tid saa gerne vilde kalde tilbage. Naar der skulde tages Bestemmelse om en Udflugt eller et Bal, sammenkaldtes man som lil et Familieraad, hvor det blev sat under Afstemning, naar og hvorledes del skulde gaa for sig. Hvert Aar foretog man en Skovtur til Vogns, skiftevis til de forskellige Udflugtssteder i Byens Om­ egn. Udvalget var jo ikke stort, man vidste, man ikke turde tage længere hort, end at et Par Heste kunde overkomme Turen paa en Dag. Jernbanernes Tid var jo endnu ikke inde, og det hele Sjælland var omtrent ukendt Land for de Heste Københavnere. I 18(37 foretoges denne Udilugt i øsende Regn fra Morgen til Alten, og naar Turen alligevel blev særdeles vellykket, med udmærket Stemning den hele Dag, saa tør vi vel nok forudsætte en stor Elasticitet hos Medlemmerne, hvilket be­ viser, at de var glade og livsfriske Mennesker. Ved de mindre Festligheder paatog Damerne sig i Al­ mindelighed at være Værtinder, ligesom de ogsaa paa mindre Skovture og de saa yndede Frederiksbergture sørgede for Aftensbordet. Hvilken Hygge havde man saa ikke, naar der var dækket med de sædvanlige Skovretter, da at sætte sig ved sit eget Bord som i sin egen Familie. Især da for dem, der allerede som ganske smaa kom paa Livets Skygge­ side, da man bar baade deres Fader og Moder bort. El

Plejehjem er jo kun Surrogat for det ægte Hjem, og del kan vel ske, at Plejebarnet altid blev som en fremmed Fugl. For saadanne hjemløse Fugle var «Det gode Minde» som el andet Hjem. Med Kærlighed og Trofasthed sluttede de sig til deres Kammerater fra Skoletiden og fik af dem en hjælpende Ilaand, naar de gled, en kærlig Trøst, naar de var syge, og en hjertelig Lykønskning, naar det gik dem godt i Livet. Der brugtes i tidligere Tid i Vajsenhuset en Benævnelse, som var karakteristisk for denne Skole og neppe brugtes andensteds. Det var Benævnelsen: Skolebrødre og Skolesøstre. Udtrykket er vistnok meget gammelt, maaske fra den Tid, Børnene havde Ophold paa Skolen, og er nu ganske gaaet af Brug, men det maa indrømmes, at del har en dyb og smuk og varig Klang, og Tonen deraf har altid klinget igennem Foreningens Liv og Gerning. Som Afslutning paa selskabelige Aftener samledes man om den traditionelle Punschebolle, hvor Taler og Sange af­ løste hinanden. Der behøvedes ikke nogen stor Anledning, for at en eller anden Poet indenfor Foreningen mødte med en Digtning. Mange af disse Lejlighedssange, ligesom nogle Prologer og Epiloger, er bevarede, og ikke faa af dem rummer smukke poetiske Tanker og er haade i Formen og Indholdet ikke at foragte. Ved Sangovelserne klages der ofte over, at snart Da­ merne, snart Herrerne ikke mødte præcis eller gav faatalligt Møde. Disse Forsømmelser kan dog ikke have været af stor Betydning, da det saa ikke havde været muligt at afholde Koncert haade Foraar og Efteraar. Nej, man sang i Virke-

ligheden af Hjertenslyst, og Stemmer manglede ikke. I Bren- nicke havde Koret en høj og klangfuld Tenor, 2den Tenor var ogsaa godt besat, Marie Jensen var en udmærket All, og langt ned i Tiden gik der Frasagn om Sopraner som Marie Engelstrup og Thora Rønnov. En udmærket Støtte og bæ­ rende Kraft havde man i Fru Benjamine Hansen, hvis præg­ lige Altstemme var kendt og skattet i Hovedstadens Musikliv, og hvem de store Solopartier i Musikforeningen og Cæcilie- foreningen var betroet. Med stor Redebonhed gav hun Møde, hvergang man bad om hendes Assistance, og Foreningen var hende taknemlig derfor. Blandt andre, som assisterede ved Koncerter, tindes Navne som Lembcke, Bechgaard, Biele- feldt, Albert Meyer og Bendix. Om Korets Præstationer i sin Helhed foreligger der jo ingen Kritik, men at det kunde samle et Publikum, ses bedst af, al en Kirkekoncert, som Foreningen gav i Reformert Kirke til Fordel for en Vajsen- husianerinde, hvis Mand var syg, gav et Overskud af over 600 Kr. Foreningens sanglige Virksomhed medførte ogsaa, al den kom til at tage Del i liere store Festligheder her i Køben­ havn, saaledes ved Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Louises Indlog i August 1869 og ved Industriudstillingens Aabning 1872, hvor den sammen med det kgl. Theaters Kor og Chevésamfundet udførte Gades dejlige Kantate. Skønt Sangen for en stor Del optog Interessen, tik man dog Tid til anden Underholdning, og det ses af Optegnelserne, al, blandt andre, Carit Etlar, Høedt, H. C. Andersen og V. Kol- ling har læst op i «Det gode Minde«.

I Sommeren 1808 døde Justitsraad Rung. Hans Død har sikkert været et tungt Slag for Medlemmerne, der elskede ham som en Fader. Talrige er Udtalelserne i de gamle Re­

ferater om den Hengivenhed, de udgaaede Elever nærede for ham. Al der kunde være Fare for, at, under nye og forandrede Forhold, Tilladel­ sen lil al benytte Skolens Lokaler kunde blive taget tilbage, bevirkede, at en Deputation fra Foreningen henvendte sig til Direktionen med Forespørgsel der­ om, men modtog el beroligende Svar.

N. 11A LI.IN .

Imidlertid havde denne Begivenhed sat dybe Spor i For­ eningens Liv. Den havde nu traadt sine Børnesko, og man følte, al man maatte tage en Opgave op. Man valgte da det, der laa nærmest, at række en Haand til andre Vajsenhus- ianere. Det skele paa den Maade, al man Foraar og Efter-

aar uddelle Konfirmationshjælp lil de Elever, som ansøgte derom, og det er upaatvivleligt, al meget godi udrettedes derved. I Begyndelsen af 1870 mistede Foreningen sin unge afholdte Formand, Jernstøber Niels Hallin, som allerede 1863 havde alløsl Ludvig Olsen. Hans Navn vil være kendt ogsaa andensteds fra som Medstifter af Arbejdernes Bygge-

forening, der satte ham el Minde ved al opkalde en Gade efter ham. For hans mange Venner og for «Det gode Minde» var hans Død et stort og uberegneligt Tab. Ved det ved hans Død nødvendiggjorte Suppleringsvalg traadte William Agerbundsen ind i Bestyrelsen, hvor han havde Sæde i de næste 30 Aar.

Del var Agerbundsen, som paa Generalforsamlingen 1875 fremkom med Forslag om at forandre Foreningens Formaal. Han foreslog, al man skulde stille sig den Opgave at samle Midler til at bygge en Stif­ telse for gamle Vajsenhusianere. Bestyrelsen var allerede gaaet ind paa Ideen. Selv havde han konfereret med Vajsen- husets Kurator, Etatsraad Holmblad, og med Exner, som var bleven Bimgs Efterfølger som Skolens Forstander. Begge havde de fundet Tanken god og sund, da, som Exner be­ mærkede, ((Vajsenhuset kan hjælpe Barnet indtil Konfirma-

tionen, men ikke den gamle Mand». — Forslaget vandi øje­ blikkelig stærkt Bifald paa Generalforsamlingen. Den eneste Modstand, det mødte, var fra enkelte Talere, som frygtede,

al Opgaven vilde blive for stor. Fra anden Side fik del en varm Tilslut­ ning, særligt fra Maskinmester i Flaaden Werner, som siden 1873var Foreningens For­ mand. Ved Af­ stemningen viste del sig imidlertid, at der ikke var et tilstrækkeligt An­ tal Medlemmer til­ stede til at fore­ tage en saadan Lovforandring. Ved 35 Medlem-

E-

w e r n e r .

mer sammenkald­ tes da nogle Dage efter en ekstraordinær Generalforsamling, hvor Forslaget blev vedtaget med stor Majoritet. Allerede længe før denne Tid var der begyndt at dukke Rygter op om, at Vajsenhusets Gaard skulde sælges, en Tanke, som dog blev afvist af alle Vajsenhusianere. Imid-

lertid dukkede Rygtet stadigt op paany, og man kunde ikke skjule for sig selv, at det vilde blive Virkelighed. Den nye Tid rykkede En ind paa Livet, Skolelokalerne var ikke længer tidssvarende, Grunden altfor kostbar. Det skete altsaa, som man bavde frygtet, og nu stod del klart for Foreningen, at dens Dage paa Vajsenbuset var talte, og al man maatte bøje sig for Tidens Krav. Men før man for bestandig forlod den gamle Skole med alle dens rige og herlige Minder, ønskede man endnu en Gang at samles med saa mange som muligt af dem, som havde disse Minder tilfælles. Foreningen udsendte da en Indbydelse til en Afskedsfest paa Vajsenbuset. Tilslutningen var meget stor, 150 Deltagere blev straks tegnet, og mange maatte afvises, da man ikke kunde skaffe Plads. Festen, som afholdtes den 14. Marts, indlededes med en Koncert med Assistance af Fru B. Hansen, kgl. Skuespiller V. Kolling og kgl. Kapelmusikus Bendix. Derefter gik man tilbords i Gymnastiksalen, som ved Dekoration og Belysning var omdannet til en Festsal. Der var skrevet 0 Sange, alle af ældre Vajsenhusianere. Foreningens Formand,. Werner, udbragte Skaalen for Vajsenbuset. Den var meget smuk og varmtfølt og formede sig som en inderlig Tak til den kære Skole. «Vi ere samlede her i Aften«, udtalte han, «for at bringe vore Hjerters dybtfølte Tak for alt, hvad den har givet os. Om ogsaa den gamle Gaard sank i Grus, vilde vi dog i vore Hjerter bevare en Bygning, som ikke er af Sten og Kalk, men Aandens frie Barn, som skal leve med os til sildigste Tider«. Fremdeles udbragtes Skaaler for Vajsen-

husets Forstander, Lærerpersonalet, Foreningens Venner, vort nye Formaal o. s. v. En ældre Vajsenhusianer, Manu­ fakturhandler Quist, foreslog al lade en Liste gaa om, for at man kunde tegne sig for Bidrag lil Byggefonden, og der tegnedes straks omtrent 400 Kr. Efter Bordet begav man sig op paa Syskolen, hvor Samtalen fortsattes livligt mellem alle de gamle Venner, som havde truffet hverandre, og hvor Ungdommen tik improviseret en lille Dans. Man gik saa bort fra den sidste Fest i den gamle Gaard, vemodige, men et Minde rigere. I Protokollen har Formanden derefter skrevet: Efter Afskedsfesten holdtes de ugentlige Møder endnu paa Vajsen- huset indtil den 16. April, da det sidste Møde afholdtes der. Dermed var det første Afsnit af «l)et gode Minde»s Hi­ storie til Ende.

1875— 1886 D er , hvor nu Vestre Boulevard breder sig med sine Blom- sterplainer og store moderne Beboelseshuse, laa paa den Tid, vi nu taler om, midt i Stadsgraven en lille 0, som almindelig benævnedes Capri. Der fandtes en temmelig pri­ mitiv Bestaurant med en stor Havesal, alt meget fordringsløst og landligt. Her fandt «l)et gode Minde» Sommeren 1875 el Asyl, og her samledes en livsglad og fornøjelig Ungdom, som nød de Glæder, der bødes dem: de smukke Sommeraftener, Sangen og Samværet med deres Barndomskammerater. Om Efteraaret (lyttede man ind i Restauratør Kiickers Lokale i Hovedvagtsgade. Der havde i Aarets Løb været stærk Tilgang af unge Medlemmer, og indenfor deres Kreds opstod Tanken om en Forandring i Foreningens Sammensætning. En af de Unge, August Johansen, indgav til Bestyrelsen Forslag om, at Foreningen kun skulde hestaa af Elever af Vajsenhusel og disses Ægtefæller. Dens Love tillod nemlig, at el mindre Antal Medlemmer var Ikke-Vajsenhusianere. «I)el gode Minde» med sin hyggelige og kammeratlige Omgangstone havde altid

øvet en stærk Tiltrækning paa Udenforstaaende, og i disse Fremmede, hvis Optagelse begrundedes, undertiden i Slægts- hensyn, oftest i at de som stemmebegavede kunde støtte Sangen, havde man faaet liere gode Medlemmer, som mødte llittigt og i det hele delle Foreningens Glæder og Sorger. At man nødigt vilde krænke disse Venner er selvforstaaeligt, og det viste sig da ogsaa, at man efter et forberedende Møde, hvor Forslaget drøftedes, ikke kunde faa Stemmeflerhed for det paa den ordinære Generalforsamling, men maatte ind­ kalde en ny, hvor det endelig vedtoges. Da man selv­ følgelig ikke tog Sigte paa de faa Fremmede, som paa dette Tidspunkt var Medlemmer, men tvertimod lyste dem i Kuld og Køn med lige Pligter og lige Rettigheder, saalænge de blev i Foreningen, blev Sagen ordnet til Alles Tilfredshed, men til Foreningen havde fremtidig kun Vajsenhusianere, deres Forlovede og Ægtefælle Adgang. I de Aar, som nu kommer, ser vi Foreningen, som hidtil, nydende de selskabelige Glæder, men desuagtet af al Kraft arbejdende mod sit Fremtidsmaal. Et smukt Eksempel af­ giver den paa trofast Samarbejde. Mangen lille Fest blev af­ holdt, hvor Medlemmerne ofrede Tid og Arbejde for at bringe Ryggefondet Indtægt. Ofte arrangeredes en Tombola eller en Auktion over Haandarbejder skænkede af Damerne, en­ gang en Auktion over et Parti Handsker skænket af Handske­ mager Larsen ved Frøken Schiernoff, og stor var Glæden, naar nogle Hundrede Kroner var Udbyttet. Allerede ved Generalforsamlingen 1877 kunde Formanden meddele, at de første 4000 Kr. var indsamlet.

l det paafølgende Aar udgik fra Bestyrelsen Ideen til Afholdelsen af en Basar, som man haabede vilde kunne give et godt Overskud. Alle blev grebne af Ideen og alle Hænder kom i Bevægelse. At sætte el saadant Foretagende i Scene kræver megen Omtanke, megen Overvejelse og meget Arbejde, men Bestyrelsen, som dengang bestod af Maskinmester i Flaa- den Werner, Sadelmagermester Agerbundsen, Fabrikant Bom- holz og Frøken Marie Bagge, gik frem med største Energi. Det første, man havde at gøre, var at linde el Lokale, hvilket voldte en Del Vanskelighed. Et Øjeblik tænkte man paa at faa Hoftheatret til Laans, men opgav det snart, da man af Regnskaber fra tidligere Lejligheder, hvor det havde været benyttet i lignende Øjemed, saa, at Udgifterne vilde blive altfor store. Da henvendte Bestyrelsen sig til Etatsra'ad Fers- lew, som kort forinden havde købt Hotel Royal ved Stran­ den. Med elskværdig Imødekommenhed, som Foreningen ikke kunde være ham taknemlig nok for, stillede han 1ste Sals Lokaler til Raadighed den 16., 17. og 18. November, og Spørgs- maalet var altsaa løst paa en over al Forventning heldig Maade. Man fik her en Række hyggelige og smukt dekorerede Sale til Afbenyttelse. En ny Vanskelighed viste sig imidler­ tid, idel den ministerielle Tilladelse til Afholdelsen af Basar, Tombola o. s. v. ikke indløb før 24. Oktober. Forberedelserne hæmmedes jo endel deraf, men til Gengæld tog man nu fal med fornyet Kraft. Der udsendtes Cirkulairer til udgaaede Elever, i hvilket Øjemed Skolens Protokoller stilledes til Be­ styrelsens Raadighed, og Gaver og Pengebidrag strømmede rigeligt ind fra alle Dele af Landet. Eleverne paa Vajsen-

huset sendte en Mangfoldighed af smukt forarbejdede Gen­ stande foruden 40 Kr., indsamlet ved Førstelærerinde Frøken Biem. Tømmermester Fussing ydede el stort og værdifuldt Bidrag ved at paatage sig Lokalernes Indretning, og en ældre Vajsenhusianer, Arkitekt Brinkopff, var Foreningen behjælpe­ lig med den dekorative Ledelse, el Hverv, han løste til Alles Tilfredshed. Især var et Værelse med røde Vægge, hvor der solgtes Blomster og Konfiturer, meget stilfuldt. Her havde man anbragt Skolens bekendte Maleri af Frederik IV, som man havde faaet til Laans. Kong Christian IX skænkede Basaren 200 Kr., og Arveprinsesse Caroline sendte et egen­ hændigt forarbejdet Tæppe. Festen aabnedes med en Koncert for el fuldtalligt Publikum. Tilstrømningen var alle tre Dage saa stor, at man undertiden maatte standse Billetsalget, og Stemningen var meget fornøjelig. Blandt anden morsom Underholdning havde man et udmærket Selskab af Neger­ sangere, yngre Medlemmer, bistaaet af unge Kunstnere. De gjorde især Lykke, naar de blandede sig imellem Publikum. Salget gik livligt, omtrent Alt blev solgt, og et Overskud af 4100 Kr. indbragtes til Byggefondet. Det materielle Udbytte var dog ikke den eneste Fordel Basaren bragte Foreningen. Sammenholdet var hlevet mæg­ tigt styrket ved, at Alle havde taget saa ivrigt Del i Arbejdet for del fælles Maal. Paa samme Tid var Udenforstaaendes Opmærksomhed henledet paa det gode Formaal, og fra nu af Ilød jævnligt større Bidrag til Byggefondet. Stiftelsesfesten 1880 fejredes ved en stor Sammenkomst af Vajsenhusianere. Festen havde udmærket tilslutning og

var meget smukt arrangeret. Foreningens Sangkor gav først en Koncert. Ved del derpaa følgende Festmaaltid herskede den hjertelige Tone, som altid naar Vajsenhusianere mødes. Efter Bordel fandt man Dansesalen dekoreret med et stort Maleri af den gamle Skolegaards Indre, to store Juletræer kaldte Skoletidens Stemning frem, og en smuk Sang, trykt paa et omdelt Mindeblad med Tegninger af Pietro Krohn, øgede endnu mere denne Stemning. Ved Festens Slutning lilsagde Grosserer Høepfner og Hustru Foreningen en Gave paa 1000 Kr. til dens Byggefond. Formuen øgedes nu rask. 1 1882 ejede Foreningen 15,000 Kr. Den 22. Januar 1883 holdt «Det gode Minde» sit 25-Aars Jubilæum. Man samledes om Formiddagen med en stor Kreds af Venner til en Højtidelighed i Festsalen paa Vajsenhuset, hvor Festtalen, med Fremstilling af Foreningens Liv og Virken, holdtes af Formanden Werner, og hvor en Kantate af For­ eningens Sangdirigent, Organist Viggo Kallhauge, blev afsungen. Ved Festmaaltidet og Ballet om Aftenen fremvistes en Række Tableauer, som illustrerede Episoder af Skole- og Forenings­ livet. Efterhaanden som Formuen voksede, rykkede Tidspunktet nærmere for Formaalets Virkeliggørelse. For i Tide al være forberedt paa at fremme Sagen med Kraft, blev man paa Generalforsamlingen samme Aar enig om at dele Bestyrelsen saaledes, at Formanden og 2 Medbestyrere fik det Hverv at administrere Byggefondet og eventuelt Stiftelsen, medens 4 andre, 2 Damer og 2 Herrer, skulde lede de indre Anliggender

*

og Foreningens Selskabelighed. Det lykkedes da ogsaa at bringe en frisk Bevægelse i denne. Man arrangerede hver Vinter en Række Underholdninger af forskellig Art: Komedie,

Musik, Foredrag eller Oplæsning og som Tilgift en lille Dans. Til hele Rækken kunde MedlemmernesBe­ kend te og Venner lose Adgangskort. Det blev benyttet i rigeligt Maal, og man tilbragte sær­ deles behagelige Aftener, som mange Deltagere sikkert endnu vil kunne erindre. Interessant er del, nu da vi nær­ mer os General­ forsamlingen 1884,

AGEHBUNDSKN.

hvor Bestyrelsen fik Bemyndigelse til at udsøge og køhe en Byggegrund til Opførelse af Stiftelsen, da at søge tilbage til Beretningen om Generalforsamlingen 1875, hvor Agerbundsen fremkom med sil Forslag og opstillede den Beregning, at man om ti Aar vilde kunne eje ea. 4000 Kr., og hvor en enkelt

Skeptiker ikke engang vilde indrømme Muligheden deraf, men mente, at man om 20 Aar maaske kunde raade over 0000 Kr. Nu stod man 9 Aar efter med en Formue saa stor, at man kunde tænke paa at bygge. Agerbundsen, fra livem Ideen udgik, havde heller ikke i de mellemliggende Aar noget Øje­ blik tabt Maalet af Syne, men havde med aldrig svigtende Iver arbejdet for og holdt Andre varme for Sagen. Store Bidrag var indgaaet fra Vajsenhusianere og andre Venner, hvis Navne senere vil blive nævnet. Baade Etatsraad Holmblad og For­ stander Exner var mellem de aarlige Bidragydere. Man naaede dog ind i Aaret 1885, før del lykkedes at finde en passende Grund. Forskellige Tilbud maatte vrages, da enten Størrelse eller Beliggenhed ikke passede, indtil man endelig bestemte sig for en Grund i den nyanlagte Ahorns­ gade paa Nørrebro. Tegninger bleve udarbejdede, Tilbud om Arbejde modtaget. Bygningen opførtes af Murmester Licht efter Tegning af Arkitekt Nærum. I Februar lagdes Grund­ stenen, og 11. Juni hejstes Kransen paa Bygningen. Den 12. September vajede Flaget, skænket af Foreningens Damer, første Gang Ira dens Tag, og «Det gode Minde® tog sin fær­ dige Stiftelse i Øjesyn. Om Aftenen samledes man til Fest, hvorved blandt mange indbudne Forstander Exner med Fa­ milie var tilstede. Alle Lejligheder i Bygningen var lejet ud, og det var nu kun et Tidsspørgsmaal, naar den første Fribolig kunde bort­ gives. Dette skete 1892. «Det gode Minde® stod nu stille ved dette Mærke paa sin Vej og glædede sig ved sit Arbejde og dets lykkelige Gennemførelse.

1886—1908 N aar man liar naaet et Maal og staar stille for at se sig tilbage, kan det vel hænde, at en Træthedsfølelse, som man før ikke har lagt Mærke til, faar Overhaand over En. Saaledes gik del «I)et gode Minde». I de første Aar efter 1886 faldt der en underlig Tomhed og Træthedsfølelse over dets Liv. Hvad Grunden var gjorde man sig straks ikke klart, først efterhaanden gik det op for de Tænkende, al For­ eningen egentlig havde overanstrengt sig. Man havde tænkt for meget paa Formaalet, for lidt paa Foreningens Fremtid. Dog ikke saaledes, al den ikke i disse Aar levede et frodigt Liv. Medlemmerne fra den Tid vil vistnok hver for sig be­ vidne, at den gav deres Liv Indhold. Adskillige Unge fandt hinanden, og gode Ægteskaber stiftedes, Skoleminderne holdtes i Ære, og Venskabsbaand knyttedes, som vil holde til Døden løser dem. At det selskabelige Liv i Tidens Løb havde an­ taget lidt andre Former, kunde ikke have noget al betyde, uagtet del ganske vist havde en vis Betydning, at Interessen for Sangen ganske havde tabt sig. Sanglærernes Anstrengelser

og de ældre Medlemmers energiske Arbejde paa al bolde San­ gen i Live var lige frugtesløse, de Unges Interesse manglede, og man maatte, til oprigtig Sorg for de Ældre, opgive Sang­ øvelserne. Men Grunden til Stilstanden var dog noget andet: Del var som om man syntes ikke at have noget at leve for. Heller ikke kunde det skjules, at man havde lidt noget af en Skuf­ felse. Hos Medlemmerne havde der, lige fra den Dag da man forlod Vajsenhuset, level et stille Ilaah om, at Forenin­ gen en Gang skulde faa Samlingssted i sin egen Bygning. Det var altsaa ikke skel. Hvorfor det ikke kunde ske kan vi nu ikke bedømme; de Mænd, som dengang havde Sagen i deres Haand, har sikkert handlet efter bedste Overbevis­ ning. At sikre sig en Byggegrund, da Byen paa dette Tids­ punkt voksede stærkt, var rigtigt, men der var neppe sket nogen Skade, om man før man begyndte al bygge havde givet sig Tid til en flersidig Betragtning af Sagen og givet Foreningen hvad dens var. Al Foreningslivet ofte havde lidt ved de hyppige Flytninger fra ét Lokale til et andet, er sik­ kert nok, men ligesaa sikkert er det, at Tanken om engang at erhverve el eget Foreningshjem, saa gammel den er, endnu er frisk og levedygtig. Fra de Gamle er den gledet over i de Unges Bevidsthed, med Kærlighed har de taget den op og arbejder efter Evne derfor. Om nu end disse Aar maa betegnes som Stilstandens, ja Tilbagegangens Aar, saa bragte de dog noget, som ikke kan vurderes højt nok: Beviset for Foreningens Levedygtighed. Den ikke alene overlevede Krisen, men den blomstrede op

paany, og saaledes vil det fremdeles gaa. Tiderne kan skifte, Foreningslivet nndergaa Forandringer, Mennesker kaldes bort og erstattes af andre, men dens Idé kan ikke dø, altid vil den blive baaret frem af friske Kræfter, og altid vil den skyde nye Skud. Var saaledes de -------------------------------------------

første Aar efter Stiftelsens Fuld­ endelse præget af en vis Reaktion ovenpaa Anspæn­ delsen, kom der til Gengæld nu en Opgangsperiode. I Anret 1888 blevVajsenhusets Forstander, G. A. Exner, som sted­ se bavde omfattet Foreningen med megen Velvil lie, og som med saa stor Kærlighed

CII. GANDRUP.

mindes af mange Vajsenhusianere, ramt af et apoplektisk Anfald, og efterfulgtes noget senere af den nuværende For­ stander, Ch. Gandrup. Foreningen færdedes nu meget paa Skolen, og de udgaaede Elever indførtes bos os straks efter deres Konfirmation og var — indenfor visse Regler — vore

Gæster indtil deres 18. Aar, idet Pigerne mødte om Man­ dagen, Drengene om Torsdagen, med større Fællesmoder en Gang om Maaneden. Efter nævnte Alder indtraadte da de Heste Unge som betalende Medlemmer. For den med delte Forhold forbundne Udgift modtog Foreningen et Tilskud fra Vajsenhusets Direktion. Desværre ophørte denne smukke og for os saa betydningsfulde Ordning i Halvfemsernes Slut­ ning. Foreningens Medlemsantal stiger dog jævnt — om end smaat — ved Tilgang af Ældre og Yngre; i 1890 72, 1895 107, 1900 127 og. 1900 173 Medlemmer. Af Bidragydere til Friboligfondet har vi samtidig 85. Desuden har Foreningen haft 3 Æresmedlemmer, nemlig Skoleforstanderne Exner og Gandrup og Sadelmagermester W. Agerbundsen. Foruden de hvert Aar tilbagevendende større og mindre Fester holdt man, med liere Aars Mellemrum, de saakaldte almindelige Vajsenhusianersammenkomster, hvor man gen­ nem Bekendtgørelse i Bladene ete. søgte at samle saa mange Vajsenhusianere (med Slægtninge) som muligt, uden Hensyn til, om de var Medlemmer af Foreningen eller ej. Disse større Møder bidrog da meget til Foreningens Trivsel og knyttede inden- og udenbys nærmere sammen. Efter at man i 1886 i Anledning af Stiftelsen havde afholdt en saadan Fest, indbød man i 1890 til den 5. alm. Vajsenhusianersam- menkomst, som fandt Sted Søndag Aften den 23. November i Tivolis nye Selskabslokaler med Aftenunderholdning og Dans og under stor Deltagelse. 1894 fandt den næste Sted hos Wittmack.

D

Af andre Fester, som fra ældre og nyere Tid vil staa med Glans i Deltagernes Erindring, er om Vinteren Julefesten og Stiftelsesfesten og om Sommeren den store Skovtur. — Hos os som andre Steder begynder Julefesten med det fest­ ligt smykkede Træ som Midtpunkt, med Uddeling af Knas og Underholdning for Børnene, medens man slutter med el lille Bal. Ved denne Lejlighed har vi den Glæde al se Be­ boerne fra vor Stiftelse som vore Gæster. I Aarel 1891 finder vi saaledes en vellykket Julefest med ikke mindre end 220 Deltagere. — Vore Stiftelsesfester fejres som Regel med Fællesmaaltid, Dans og Punsch, og mange smukke Ord har lydt ved denne og andre Lejligheder, baade i Prosa og Vers, thi sjældent mangler vi ved en større Fest i «I)et gode Minde« en eller liere Sange. Vi har nemlig ikke blot adskillige, men ogsaa gode Poeter, som ikke mindst stemte Lyren til Kvin­ dens Pris, for hos os gælder del ikke, at ((Sparsomt i Norden vi Blomsterne tinde)). Damerne er i «D. g. M.» som Regel i Flertal og ikke de mindst interesserede; de har da ogsaa lo udmærkede Forbilleder i vor kære gamle Fru Berg og Fru B. Hansen. Der kunde være Anledning til at fremføre tiere af den Slags fornøjelige smaa ((Digterværker«, hvis del ikke førte for vidt og var vanskeligt at træffe et skønsomt Valg. — De store Skovture har haft en mere omskiftelig Skæbne; Tilslutningen har til Tider været knap og Vejret mere eller mindre gunstigt; men Deltagerne vil bevare mange glade Minder fra dem. De har strakt sig saa langt som i 1892 til Svendborg, 1894 Gribsø—Nøddebo—Esrom—Fredensborg, 1896 og 1907 Malmø og Lund, hvor der i 1896 var Udstilling i

Malmø og 1907 i Lund; 1898 lil Lejre og Herthadalen, 1899 lil Landskrona og Hveen og 1900 lil Kulien; ikke mindst disse Ture til vort Naboland bevares ogsaa i de Yngres Erindring. 1901 gik Turen til Jægerspris, 1902 til Soro og Omegn; dette sidste Aar foranstaltede man desuden en Vogntur i gammel Stil til Fiskebæk, desværre i Øsregn; men Humøret boldtes blankt. 1903 bragte en mindeværdig Tur til Frederiksborg, 1904 atter en fugtig Vogntur, medens man 1905 paany dvælede i Fredensborgs «Store Kro». — Meningen med disse Linier er jo ikke at give Referater; vi har kun anført disse Data til Støtte for Deltagerne blandt vore Læsere, som sikkert der­ ved vil mindes mange muntre Episoder. — Til disse store Udilugter slutter sig mange mindre, samt de Gykleture, som de Unge de senere Aar har arrangeret. Om Vinteren samles man hver 8. Dag, om Sommeren hver 14. Dag; medens Vintermodestedet er mere varigt (idet man dog af og lil henlægger større Fester lil andre Lo­ kaler): en Aarrække i Arbejderforeningen af 1860, derefter et Par Aar Genboen, den gamle Odd-Fellow Loge, og ende­ lig vort nuværende i Prins Wilhelms Palæ, saa har vi med Hensyn til Sommerlokale ført en mere «nomadiserende» Til­ værelse. 1 nogle Aar holdt man hvert Møde et nyt Sled, der­ efter gentagne Somre hos Boldt i Allégade (hvor staar den levende for Tanken, denne «skumle» Baghave med Kegle­ bane, Gynge og Maanen over Frederiksberg Have; de Unge tumlede sig i den fjerneste Del, medens de Ældre særligt holdt til oppe ved den lille Sal). Saa rev man Herligheden ned, og vi Hyttede længere ud i Pilealléen og endte i den

ærværdige Slotskro, som ganske vist ikke bød nogen særlig Komfort, men hvor vi havde del saa rart for os selv i Somrene 1903 og 1904. Ogsaa den blev el Offer for Byggespekulationen, og 1905 befinder vi os paa «(iimle», for 1906 at slaa os ned i en anden Fortidslevning, «Store Vibenshus)). En ny og glædelig Faktor i det selskabelige Liv saa Lyset i det sidste Tiaar, nemlig de af de Unge foranstaltede «Smaa Soiréer«, som ved Sammenspil og Solo, Sang, lidt Oplæs­ ning og en improviseret Dans har skabt saa mange muntre Foreningsaftener. Dilettantkomedien har ogsaa haft et Asyl i vor Kreds, og vor elskværdige Instruktør, Vajsenhusianeren, fhv. kgl. Skuespiller Vald. Kolling, bar fundet adskillige gode Emner, som efter lians kyndige Vejledning bar frembragt rigtig gode Smaaopførelser. Foruden Vald. Kolling tæller Foreningen et andet fremragende Scenens Barn blandt sine Medlemmer, nemlig Emanuel Larsen; de bar begge glædet os med deres Kunst, og deres Vid bar blandet sig i Talernes Række ved mangl et Punschebord; mange vil saaledes mindes del gemyt­ lige Punschesold i Oktober 1904 i Anledning af Rollings 70-Aars Fødselsdag. Ogsaa Professor Riis-Knudsen bar gentagne Gange glædet os med en Shakespeare-Aften. Et andet Felt paa del fornøjelige Omraade danner vore Revyer, som, skrevne og spillede af unge Medlemmer, ved deres vittige Behandling af Foreningens Foreteelser bar skabt sig By i «I)el gode Minde» og kastet Glans over Forfatter­ navnet ((Chr. Frodigsen».

Nævnes maa ogsaa en ganske almindelig lille Aften, som man del ene Aar har fejret i Vinterlokalet og et følgende paa Sommerstedet, nemlig Store Bededagsaften med «The og varme Hveder». Ved denne Lejlighed, paa Grænsen mel­ lem Vinter- og Sommersæson, har man i mange Tilfælde haft en saare fornøjelig Aften. — Foreningen ejer et Bibliothek, der ved Gaver, særligt fra Forlagsboghandlerne Etatsraad Frederik Hegel og Jacob Hegel, fra ringe Begyndelse nu er vokset til at omfatte over 600 Bind, som fremtræder pænt i 3 Bogskabe og med trykte Kataloger. Vender vi os nu mod de alvorligere Opgaver, har vi hl. a. et Laanefond, som paa moderate Vilkaar yder Med­ lemmer Laan. Men først og sidst dog vor Stiftelse. Naar denne i de forløbne Aar har kunnet glæde sig ved saa stor Fremgang, skyldes det i første Bække ældre Vajsenhusianere og Uden- forstaaendes Sympathi, der — foruden den aarlige Indtægt fra Foreningens Bidragydere — i mange Tilfælde har givet sig Udslag i større og mindre Legater og Gaver ved testamen­ tariske Bestemmelser. Af saadanne Givere skal nævnes: Prof. Balsgaard, Forstander Exner, Vinhdlr. Foght,

Konditor Grandjean, Frk. Clara Hennings,

u

Etatsraad Holmblad, Grosserer, isl. Købmand Høepfner og Hustru, Fru Ital.ieander, Fru Ghr. Koefoed, Frk. Anna Kathinka Petersen, Rodemester Rosenstedt.

Afdøde Grosserer Villiam Callesen og Hustru, som var meget interesserede Medlemmer af Foreningen, skænkede i en lang Aarrække hver Vinter vor Stiftelse et stedse stigende Kvantum Kul til Fordeling mellem Fribeboerne. Naar «Det gode Minde» i Anledning af sin halvhundred- aarige Bestaaen bortgiver den 12. Fribolig, kan Foreningen med Tilfredshed se tilbage paa denne sin filantropiske Virk­ somhed, der tog sin Begyndelse med Bortgivelsen af den første Fribolig i Oktober 1892. Vor smukt vedligeholdte Ejen­ dom i Ahornsgade 7 og 9 har ialt 21 Lejligheder og 3 Kæl­ dere, hvoraf saaledes i Løbet af 15 Aar en større Halvpart bar fundet Anvendelse som Friboliger; et enkelt Aar bort­ gaves bele 3 paa én Gang i Anledning af Grandjeans store Legat. I 1891 blev Stiftelsens Vedtægter kongeligt konfirmerede, og man har i Aarenes Løb indfriet samlige Prioriteter med Undtagelse af den, som tilhører det kgl. Vajsenhus. Leje- forholdene bar gennemgaaende været gode. Foreningens Formue er vokset jævnt og godt og viser henimod Slutningen af forrige Aarhundrede (igennem 24 Aar) en gennemsnitlig Fremgang af c. 2500 Kr. aarligt; Kapitalen var 1890 c. 30,000, i 1895 e. 58,000, 1900 c. 06,000, og udgør

nu opimod de 100,000, hvoraf den overvejende Part hører under vor Stiftelse og Friboligfond. Medens vi befinder os i Ahornsgade, maa vi ikke for­ sømme igennem Kældergangen at gaa op i Gaarden, som er omdannet til en hyggelig Have med Blomsterbede, Lysthuse og Bænke. Iler lindes i Bygningens Mur en smuk Minde­ tavle —skænket af vort afdøde, trofaste Medlem, isl. Købmand G. .1. Høepfner, og velvilligsi tegnet af Arkitekt Blichfeldt — som meddeler Navnene paa en Bække af vore større Legal­ stiftere. Paa delle idylliske Sted har Foreningen en Sommeraften hvert Aar en Sammenkomst, der for de Gamle derude lige- saa vel som for os Andre former sig til en Festaften, hvor vi ved et hyggeligt Punschebord i Tale og Sang mindes om, at vi befinder os paa vor egen Grund, og hvor vi slutter med en Kop Katfe i en tilfældigt ledig Kælder eller i Mangel deraf hos vor elskværdige Vicevært Schou og Hustru, som siden 1901 har varetaget de daglige Interesser derude til saa- vel Beboernes som Foreningens Tilfredshed; det samme gæl­ der om Malermester C. Søndenbro, der som Haandværks- mester øg Bestyrelsesmedlem er vor Tilsynshavende for Ejendommen. Ved en af disse «Havefester» havde vi endda Gaardfagaden illumineret; det var, da vi i 1905 fejrede Fru Bergs cSOaarige Fødselsdag. Ved disse Sammenkomster har vore Bidragydere en god Lejlighed til at gøre sig bekendt med det smukke Formaal, de støtter.

Af de Begivenheder, som omkring og efter Aarhundred- skiftet-sætter Spor i Foreningens Liv, falder i 1899 Hundred- aarsdagen for Rungs Fødsel, den 5. Marts, der højtideligholdes med en smuk Mindefest ved hans Grav. Dernæst skred man i 1900 til en Kontingentnedsættelse, hvortil der allerede i 1897 havde været Forslag fremme; men den Gang mentes Forhold og Medlemsantal ikke a4 være tilstrækkeligt gunstige; samtidig faar de Unge deres Repræ­ sentanter i Bestyrelsen, hvorom vi alt i 1890 ser Ønske fremsat fra Ungdommens Side. Disse to Unge danner nu sammen med Damerepræsentanterne el Fornøjelsesudvalg, kaldet Bestyrelsen for det Selskabelige (B. F. D. S.). Raa Generalforsamlingen 1901 fratraadte vor mangeaarige og veltjente Bestyrelse, deriblandt Sadelmagermester Ager- bundsen, som i 30 Aar sad i «l)et gode Minde»s Bestyrelse (deraf e. Halvdelen som Formand), og som ved sin Hengiven­ hed for Sagen og sit nidkære Arbejde har en væsentlig Andel i Stiftelsens Rejsning og har skabt sig et Navn i vor Historie som faa andre. Der var endvidere hans samtidige og tro­ faste Støtter, Fabrikant Vilh. Bomholtz og Grosserer G. A. Brinckmann, hvilken sidste i 14 Aar var Foreningens Kas­ serer. — Ved en senere smuk og talrig besøgt Fest fik Ager- bundsen overrakt Diplomet som Foreningens Æresmedlem, idel en af «I)et gode Minde»s tidligere Formænd, Werner, holdt en hjertelig Festtale. Begge disse Hædersmænd havde for 43 Aar siden været mellem Foreningens Stiftere. — Den 5. September 1902 døde Agerbundsen og blev begravet under meget stor Deltagelse; i taknemmelig Erkendelse af hans Be­

tl

tydning rejste Foreningen det paafølgende Aar en Mindesten paa hans Grav paa Vestre Kirkegaard. I det hele dør i disse senere Aar liere af Foreningens bedste Mænd. 1901 mister vi en af vore gamle Støtter og største Velgørere, isl. Købmand G. J. Høepfner, som kort for­ inden atter havde skænket vor Stiftelse en betydelig Sum. 1903 dør Vajsenhusets tidligere Forstander, vort Æresmedlem Exner, som (diet gode Minde» det paafølgende Aar hædrer med el Mindesmærke paa Garnisons Kirkegaard, ved hvilken Lejlighed vor nuværende Formand (som en af de gamle Elever) taler kønne og hjertelige Mindeord om den Afdøde. I 1904 afgik ved Døden Foreningens første Sangdirigent fra Korets Stortid, Kantor Frantz Michaelsen, efter samme Aar at have fejret sin SOaarige Fødselsdag. Endelig mistede vi i Fjor et kært gammelt Medlem, fhv. Maskinmester i Flaa- den E. B. Werner, som forhen i mange Aar var «l)et gode Minde»s Formand og stedse troligt tog Del i vore Sorger og Glæder, selv efter at Sygdom havde mærket den før saa kraftige Mand, hvis Redebonhed og klare Erindring vi just havde tænkt os som Bistand til Udarbejdelsen af dette lille Værk. Et andet gammelt Medlem kaldtes ogsaa bort i Fjor, Foreningens Medstifter og første Formand, Bandagist Ludvig Olsen. De Ældre vil mindes ham som en vittig og begavet Taler og fortrinlig Lejlighedsdigter, de Yngre som en stil­ færdig gammel Ven, der altid bevarede sin Veneration for Foreningen. Han var i mange Aar Beboer i vor Stiftelse. Efter at Boghandler Axel Andersen i 1901 havde fun­ geret som Foreningens Formand, valgtes 1902 Fuldmægtig

(O Fr. Petersen, der tidligere i mange Aar var Medlem af Be­ styrelsen, og livis elskværdige og noble Personlighed er meget afholdt indenfor vor Kreds. Faa er som han egnet til at ud­

fylde en Formands ikke altid lige lette Plads, og hans ud­ mærkede oratori­ ske Evner har ofte glædet Foreningens Medlemmer. Den øvrige Besty­ relse bestaar nu af: Grosserer Sophus Jensen, Malerme­ ster C. Søndenbro, Handelsrejsende Georg Mørch, Ma­ nufakturhandler Jobs. Jørgensen (Kasserer). Dame- repræsentanter:

Frøken Julie Mo- berg øg Frøken Ag­ nes Bach. Repræsentanter før de Unge: Ilerr Frøde Chri­ stensen øg Prokurist C. Landsvig. AXEL ANDERSEN.

Den 31. Oktober 1902 udsendte «Det gode Minde» det første Nummer af «Vajsenhusianerbladet», der nu ved Be-

gyndelsen af sin 0. Aargang staar som et smukt og belvd- ningsfuldt Led i Foreningens Liv. Tanken var ikke ny; i 1895 havde Agerbundsen fore-

slaaet Udgivelsen afetMedlemsblad, men Sagen vandt ikke Tilslutning, Tiden mentes ikke moden for det. Nu kom det, og fra Be­ gyndelsen frem­ fort af nogle faa Penne har del vun­ det el stadigt ud­ videt Medarbejde og Omraade. Vort Blad, som er i Kvartformat (4 Sider) med et af Professor Carl Thomsen tegnet Hoved, sendes ved Begyndelsen af

I'R. PETERSEN.

hver Maaned gratis til Medlemmer og Bidragydere. Som Organ for en mindre Kreds og med en begrænset Med­ arbejderstab kunde det til Tider nok volde ((Redaktionen)) Bekymringer, og der lyder da ogsaa af og til fra Spalterne et «Nødraab» om Stof, om Bidrag; men det synes nu, som

i? ' ^ “ F

om Interessen er vakt i videre Kredse, og vore Bladmænd har med Glæde set deres Drøm om en Stolreserve gaa i Opfyldelse. Hertil bidrog i første Række Udarbejdelsen af det kgl. Vajsenhus’ Historie. En saadan forelaa trykt som Manuskript fra Forstander Exners Haand; men paa den nuværende Forstanders Initiativ paabegyndte i 1904 Lærer ved Skolen cand. theol. Chr. Ottesen en ny og udfør­ ligere. Af dette interessante og for vore Læsere særligt egnede Stof kan vi da foreløbigt øse, idet vi bringer nogle Spalter ad Gangen. — Bladets Indhold er forøvrigt om For­ eningen og Skolen eller Smaastykker af Vajsenhusianere (Erindringer, Biografier, Rejseskildringer, Causerier, Refe­ rater o. 1.) Særligt fra ældre Vajsenhusianere har vi med Glæde modtaget mange interessante og fornøjelige Bidrag, omhand­ lende deres Barndom i den gamle Skole og Mindeord om Lærere og Kammerater, der vidner om den Hengivenhed for Vaj senhuset, som knytter os sammen. Ikke alene fra Ind­ landet, men eksempelvis fra et saa fjernt Udland som New Zealand har vi modtaget Bidrag. Et Medlemsblad fremmer Forbindelsen mellem os ind­ byrdes og højner Foreningens Anseelse udadtil; det over­ flødiggør tillige den tidligere Udsendelse af Aarsberetning, Festmeddelelser og sligt. Dette i Forbindelse med vor — nu 3-spaltede — Avertissementsbagside er Bladets Indtægt, som ganske vist ikke dækker Udgiften, men maaske med Tiden kan komme til det; man maa jo ogsaa regne med Bladets indirekte Betydning.

B

Udgivelsen af vort eget Organ, som indleder vor Histories nyeste Tid, bliver da en Begivenhed, der sætter et Særpræg

paa Foreningens Liv i de sidste fem Aar, som man kunde kalde Bla­ dets Tid*). At omtale Bla­ det uden at næv­ ne den udmærkede Medarbejder, Jo­ hannes Madsen, vilde være ganske uden Mening. Li­ ge fra dels Frem­ komst bar han ud­ ført el stort og dyg­ tigt Arbejde ved dets Redaktion. Hans Navn er i MedlemmernesBe-

joh . m a d sen .

vidsthed uløseligt knyttet til Bladet, en Forbindelse, som man ønsker maa blive af meget lang Varighed. *) Vi tør anbefale dem af vore Læsere, som interesserer sig — eller gennem denne lille Skildring maatte blive interesserede — for vor Skole og Forening, at erhverve sig de alt foreliggende, hæftede Aargange af Bladet, der ikke alene giver et fyldigt Indtryk af vort Liv i Nutiden, men ogsaa af Fortidens Skole og Forening.

En anden Opgave, som bringes frem i dette seneste Tids­ rum, er Fondet til Opførelse af «Vort eg*et Hjem». Begyndelsen ligger, som tidligere nævnt, ganske vist ad­ skillige Aar tilbage i Tiden; men Sagen gjorde i Førstningen kun ringe Fremskridt eller boldtes i Baggrunden af andre Formaal. Denne smukke Tanke faar nu nyt Liv, Bladet an­ giver til Stadighed indkomne Bidrag og Størrelsen af den op- naaede Kapital, ligesom en mindre Kreds af unge Medlemmer tegner sig for et fast aarligt Bidrag. Et Par vellykkede Ba­ sarer og andre Fester har i det Større bidraget til, at dette Fond, som i Slutningen af 1902 havde en Størrelse af lidt over 300 Kr., nu er vokset til over 2000. Af Fester til Fordel for denne Sag bør nævnes Basarerne den 12. November 1903 med et Overskud af c. 400 Kr. og den 8. Februar 1907 c. (500; endvidere den Aftenunderholdning («Svend, Knud og Yaldemar») med Bal, som den 25. Juni 1904 fandt Sted i «Agnetesalen» paa Vodroflund. Man bar da Lov til at haabe, at denne smukke og sunde Tanke ved Hjælp af en stedse forøget Tilslutning maa kunne boldes i stadig Vækst, indtil vi eller vore Efterkommere en­ gang kan virkeliggøre den. i Vort gamle skattede Medlem, Frk. Alvilda SchiernolT, som i 1903 i Stiftelsen fejrede sin 70-aarige Fødselsdag, skænkede ved denne Lejlighed vor Bygning et •smukt Flag med Inskription. I 1903 forsøgte man endnu engang, efter liere kraftige Opraab i Bladet, al bringe fornyet Liv i «Sangen». Et af