591167820

vare at indføre. Ved de ugenlige Møder afstemte man om Optagelsen, man taltes ved saavel om de almindelige Forhold som om de enkelte fattige, og Tilsynet med dem blev ogsaa overladt til 2—3 Damer, som skiftedes til at aflægge de mindst ugenlige Besøg. Hvad der ydedes af Gaver gik gennem disses Hænder og blev da altid meddelt i Form af Anvisninger paa de forskellige Handlende. Men hvorledes fandt man nu disse fattige, der trængte til Hjælp; det er i Almindelighed ikke dem, der selv melde sig, men dem, man maa opsøge, som ere værdige til Understøttelse. Ja derom hører man i de første Beretninger, at de navnlig bleve Plejeforeningen anviste af — Fattigvæsenet. »Vort Maal, hedder det, er at supplere. Fattigvæsenet giver Brød, nogen Huslejehjælp, Lægetilsyn og Medicin osv. Men vi for­ skaffe Pleje i Sygdom, Renlighed, noget til Hjælp til nærende Spise, ofte Klædningsstykker og Linned til store og smaa, og Fodtøj til de sidste, forat holde Fødderne tørre, saa vigtigt for de kjertelsvage, og hvorved en Hindring for Skolegang af­ hjælpes. Ogsaa uddele vi nu og da Madratser og Tæpper. Ved vore jævnlige Besøg hos de syge lære vi at kende alle Details i Familierne og kunne raade Bod paa Manglerne. Den olfenlige Forsørgelse gør altsaa sit, vi vort«. Jeg vil her ikke indlade mig paa en indtrængende Kritik, men blot bemærke, at to Ting meget vel hver for sig kunne være gode, uden at de derfor passe ind i hinanden og saaledes kunne udfylde hinanden. Der var her aabenbart fra først af en Famlen til­ stede, hvorledes skulde det vel ogsaa kunne være muligt andet; men godt var det, at Plejeforeningen under sin Udvikling ikke blev i det Spor, at ville supplere Fattigvæsenet. Af det ovenfor anførte fremgaar da ogsaa Udstrækningen af Plejeforeningens Hjælp i dens første Tid. Det var fortrins