591166948

- 9 —

Hvad der laa til Grund for Indvarslingen til dette Møde, havde mange slet ingen Forstaaelse af. Der var over de Forsamlede et ubestemmeligt Præg; dog var Resignation og Tvivl vistnok fremherskende. Spørgsmaalet, som den Enkelte stillede til sig selv, var, hvad her nu skulde be­ gyndes paa; thi til hvilken Side han saa, var der kun bar Bund. Mon det skulde være sandt, at enhver Ting har flere Hanke, og at det blot gælder om at gribe i den rette ? Skulde det mon kunne lykkes ved egen Kraft at vinde frem til Sejr for Sagen, sin Hustru og sig selv? Saaledes omtrent ræsonnerede nogle, men andre forsumpede fuld­ stændig i det daglige Slid; de ræsonnerede slet ikke, lode sig ikke paavirke, vare ikke til at overtale til at gaa med. Enkelte Ældre paaduttede de Yngre, at de vare frivole, og gjorde derved en Del bange, idet de troede, at fle satte deres Renommé til, men mest Virkning gjorde maaske nok de bekendte Ord: »Det bliver aldrig til Noget«! eller: »Det ville I aldrig faa nogen Nytte af«!' Der var, da Forhandlingerne kom i Gang, mange mod­ stridende Anskuelser og Meninger. Enhver mødte jo med sine egne Tanker, men disse vare hverken forberedte eller formede saaledes, at de afgav noget Grundlag, hvorpaa der kunde bygges eller opnaas noget Positivt. Tiden gik, og man var lige vidt, hvorfor mange belavede sig paa at for­ lade Lokalet, da H. W. Berg, der fungerede som Mødets Dirigent, med sin bekendte myndige Stemme udbrød: »Kære Kolleger! Nu have vi gaaet den lange Vej for som modne og alvorlige Mænd at drøfte paa en loyal Maade, hvad der tjener til vort fælles Bedste. Finder De nu, mine Herrer, at vi skulle skilles uden noget som helst Resultat. Vilde det dog ikke være beklageligt, om dette skete. Vi