545478145

SOLBJERG KIRKE

S O L B JE R G K IR K E M O D V EST.

KØBENHAVNS RADHU8BIBUaTB<

S O L B J E R G

K I R K E

- en orientering skrevet af sognepræst provst Hans Lundsteen.

1 9 8 9

c9,W&>$7

»Lidt vesten for den nuværende Allégade paa Frederiksberg laa Landsbyen Solbjerg. 1370 blev den af Kong Valdemar I skænket til Biskop Absalon, og den kom derved senere under Roskilde Bispestol. Solbjerg By afbrændte 1620; dens Jorder blev 1621 købt af Christian IV og lagt sammen med forskelligt andet Jordegods til en »Ladegaard«, og hermed forsvandt Navnet Solbjerg. Der var derfor god Mening i at genoptage det gamle Navn, da der omtrent samme Sted, hvor Byen laa, skulde bygges en Kirke og oprettes et nyt sogn. I 1905 dannedes en Komité, hvis Formand var den Kir­ kesagens Udvikling paa Frederiksberg saa utrættelige Provst V. Glahn, og hvori Pastor Ostenfeldt, der var udset til Præst ved den nye Kirke, havde Sæde. Den smukt bevoksede Grund var en del af det nedlagte Fre­ deriksberg Hospitals Have, beliggende ud til Howitzvej (den tidligere Lampevej), som her gør den bekendte S-Bøjning, der giver et ualmindelig kønt Gadebillede ...« Sådan skriver kirkens arkitekt, Kaj Varming, i sin omtale af byggeriet, og at der har været ualmindelig kønt kan man se af de tre her afbildede fotografier.

3

Der er dels billedet af kirkens østende taget fra den gamle hospitalshave, der hvor nu politi- og

brandstation befinder sig; dels er der de to billeder fra Howitz- vej. På begge disse billeder kan man

4

dog ane det knap så idylliske etagebyggeri, hvori en del af de mange sogneboere befandt sig, som nødvendiggjorde kirkens rejsning. Der er nok for meget sagt at kalde Solbjerg Kirke for en skøn­ hedsåbenbaring. Den var ganske prunkløs, både ude og inde; Ostenfeldt var jo stærkt sparsommelig og arbejdede med et budget på 82.000 kr., og efter oplysning fra arkitekt Varming lykkedes det kun at gennemføre byggeriet »ved Hjælp af Gaver og derved, at Haandværkerne formodentlig reducerede deres Fordringer på Fortjeneste«. Det fortælles, at endnu 8 dage før indvielsen manglede der flere tusinde kr., så Ostenfeldt truede fra prædikestolen i bedesalen med, at hvis ikke pengene blev skaffet til veje forinden, så blev der intet af indvielsen. Det hav­ de sin virkning. Det blev altså ikke en kirke, der i sit ydre danner milepæl i arki­ tekturens historie. Men man skal ikke kimse. Det blev et godt og ærligt kirkehus helt fri for de forlorne stileefterligninger, som indtil århundredskiftet havde været moden. Arkitekt Varmings bestræbelser gik netop på at skabe et hus, der kunne bruges, og

5

til det formål »at udforme passende og nye Former«. For øvrigt er kirkens vinduer ualmindelig vellykkede; og man skal lægge mærke til indgangsportalens granitkarm. Og så har det hele et præg af umiddelbar venlighed. Man kan ikke påstå, at kirkens indre ved indvielsen var overlæs­ set med kunst. Bortset fra den nu nedtagne glasmosaik af Axel Hou var der kun sandstensdøbefonten, som Anders Bundgaard er mester for. Den er kirkens fineste stykke. Den har en frise af barneansigter; i beskrivelsen kaldes de for keruber, men hvis man ser væk fra vingerne, er det en række ansigter af dåbsbørn, og man må tænke på linien i salmen: »Thi smiler englemildt, I smaa, hvor det er sandt at sige, at kun på barnefod indgaa man kan i Himmerige«. Kirken var på indvielsesdagen uden alterbillede: det havde der ikke været råd til. I stedet var der over alterbordet et stort trækors. Senere kom der et alterbillede malet af Franz Schwartz, og det havde som motiv Jesus i samtale med den samaritanske kone. Billedet, som var inspireret af evangeliet på kirkens indvielses­ dag, er nu nedtaget og afløst af Bodil Kaalunds alterbillede. I mange år stod til højre for alteret en gipsfigur »Kristus med korset«. Den var udført af en kunstner ved navn Andreas Poul­ sen i 1880. Figuren var vel ikke noget storværk, men den hørte altså med for en tid og var elsket af mange. For et par år siden blev den foræret til kirkegården i Nykøbing Sjælland, hvor man gerne ville have den. Endelig skal nævnes, at kirken fik foræret en kirkeklokke af Diakonissestiftelsen. Den havde været for skrap at høre på for patienterne, idet den var gjort af jern. Men herhenne tjente den indtil 1936, hvor der kom en ny og bedre. Kirkens indvielse fandt sted på 2. pinsedag den 8. juni 1908. Sjællands biskop Th. Skat Rørdam holdt indvielsestalen. Harald

6

7

Ostenfeldt prædikede over dagens evangelium og sagde således om, hvad kirken skulle være her for: »Til at føre noget nyt og stærkt ind i Mennesker og ind i Verden, dertil har Jesus bestemt sin Menighed, dem, der tro på ham og følger ham og henter deres Liv og Kraft fra ham. Det trænges der til i Verden. Glæden ved Livet og Frimodigheden til at leve er ikke noget, som findes i Overflod.« Og efter det synspunkt har Solbjerg kirke siden virket. Og de mange mennesker, der i tidens løb har færdedes herhenne, har fornemmet venligheden i rummet. Imidlertid kom man ikke udenom, at de grå farver og de tunge pulpiturer ikke i sig selv virkede oplivende; en vintereftermiddag ved kl. 5-gudstjenesten var lyset mildt sagt sparsomt at se ved.

8

Heller ikke orglet var særlig godt. Menighedsrådene havde da også helt fra før anden verdenskrig i lange møder drøftet og regnet på, hvad man vel kunne stille op. Endelig blev det i 1977 besluttet at lade orgelfirmaet Jensen og Thomsen i Hillerød udføre et nyt orgel og desuden at nedtage de tunge sidepulpiturer, at forbedre kirkebænkene og installere en ny belysning. Tegningerne til orglet og siden til prædikestol og alterpartiets nyindretning blev udført af arkitekt Gustav Valentiner. Endelig i løber af 1979 var arbejdet så langt fremskredet, at det nye orgel på 25 stemmer kunne tages i brug ved gudstjenesten den 2. december. Officielt blev orglet først indviet palmesøndag 1980. Det blev imidlertid en kortvarig lykke for så vidt, for 4. søndag i advent det følgende år brændte Solbjerg kirke næsten. Det gik således til: Da alt var lukket og slukket i kirken efter aftengudstjenesten og den faste stab gået hjem, så var alligevel ikke alting slukket, fordi en lillebitte gnist fra en lysetanne var faldet ned og var i gang med langsomt at æde sig ind i advents­ kransens gran, Og da gløden havde bredt sig nok og nået den tilstrækkelige grad af varme, så styrtede kransen ned, og gløden åd sig videre gennem gulvets nålefiltbelægning og frem til knæ­ faldet, og til sidst var det lige før, den store katastrofe var sket. Heldigvis var der i nattens løb en forbipasserende, som bemær­ kede røg fra taget og fik slået alarm, så den helt store brand blev undgået, men alting var fuldstændig belagt med sort, fedtet aske. Det blev nødvendigt at pille det nye orgel fuldstændig fra hinanden og rense hver enkelt del, før orglet igen kunne blive opstillet. Desuden blev det nødvendigt med et gennemgribende restaureringsarbejde i kirkerummet.

9

Det gav nu stødet til, at menighedsrådet besluttede at gøre for­ andringerne i Solbjerg kirke endeligt færdige. Det betød, at prædikestolen blev taget ned fra endevæggen og en ny opstillet på gulvet til højre for alteret; man vedtog også et nyt alterbord og knæfald, og endelig besluttede man sig for en helt ny alter­ tavle, som Bodil Kaalund har udført. Det hastede med gennemførelsen, fordi kirken skulle have 75 års jubilæum i 1983. Men det lykkedes således, at kirken frem­ stod ved sin fødselsdagsfest den 8. juni sådan, som man kan se den i dag. Næsten da. For egentlig var det først til Kristi Himmelfartsdag den 31. maj 1984, at alterbilledet var færdigt.

10

OM BILLEDERNE I SOLBJERG KIRKE

Kristi Himmelfartsdag den 31. maj 1984 var det nye, store bille­ de på altervæggen færdigt. Arbejdet havde taget henved 1V2 år, betydeligt længere end Bodil Kaalund havde tænkt sig, da hun startede, for ved påbegyndelsen regnede hun med, at det nok højst ville tage nogle måneder, for hun arbejdede meget hurtigt. Nu gik det anderledes; det er ikke så ligetil at gøre et Kristusbil- lede, der er stærkt og karakteristisk. Til gengæld tog det kun Bodil Kaalund en uges tid at male de 8 mindre billeder, som nu pryder vinduesfelterne. Hun kom en dag og sagde: Skulle jeg ikke tage og male nogle billeder til at sidde i vinduerne. Der gik blot nogle få dage, så sad billederne der - pr. efterkrav så at sige, for der var jo ikke penge til det på budgettet. Heldigvis lykkedes det sidenhen at skaffe det nød­ vendige beløb. Det store alterbillede kan med rette kaldes et Kristihimmel- farts-billede, men egentlig talt passer det både til påskedag og til pinsen. Om tilblivelsen fortæller Bodil Kaalund således: »Men så kan det pludselig hænde, at en genstands skønhed ram­ mer én, som det skete for mig ved starten af udsmykningen af Solbjerg kirke. Jeg havde gjort et stort forarbejde, til og med deltaget i en konkurrence. Emnet »Kristi Himmelfart« var fast­ lagt og skitser udført i små og halvstore størrelser og til sidst i fuld størrelse - 40 m2. Alt var vedtaget og sat på plads, nu var det bare at gå i gang. Den første dag, jeg skulle arbejde ude i kirken, var jeg nervøs. Inden jeg kørte derud, gik jeg i køkkenet for at presse mig et glas appelsinsaft - til beroligelse. Idet jeg skærer blodappelsinen over, slår det mig, hvor smuk den er. Frugtkødets stjerne - og %S# ør%

11

Bodil Kaalunds store alterbillede.

12

kniven. Duften, der slog mig i møde. Forsigtigt bar jeg »opstil­ lingen« ind i atelieret, ringede til kirketjeneren og undskyldte, at jeg ikke kom den dag alligevel - jeg skulle først male et bille­ de af en overskåret blodappelsin. Hun forstod heldigvis! Senere så jeg, at farverne herfra kom til at betyde meget for »Himmelfarten«, hvor de gyldne og hvide farver er kompositio­ nens koloristiske hovedpunkt. Disse farver er koncentreret om­ kring Kristus og det lys, der både kommer fra ham og delvis sprænger ham og glimtvis falder ned omkring disciplenes mør­ ke, blålige og grønne figurer. Med farven især ville jeg fortælle om en stærk og varm Kristus, der omgiver os. Med farven ville jeg fortælle om kødet, der blev ånd, om liv og død og samhørighed ...« Dette med appelsinen forklarer vist, hvorfor det ene af de små billeder som sit motiv har en orange appelsin og en hvid appel­ sinblomst. De øvrige syv vinduesbilleder har motiver fra de oldkirkelige symboler. På de følgende sider ses de, omend kun i sort-hvid gengivelse, med billedet over døbefonten som det første og der­ efter raden rundt. ★ ★ ★ ★ ★ ★ ★

13

1. Billedet fremstiller det friske, strømmende, livgivende vand. Det fylder også døbefonten.

2. Aksene symboliserer brødkornet til det daglige brød og til alterbrødet.

14

3. Duerne er symbolet på evangeliets mildhed og på ånden, uden hvilken ordene dør og blot er bogstaver.

4. Druerne bliver til vinen både på stuebordet og på alterbordet. Symbolet hentyder også til ordene om Vorherre som vintræet, der giver liv til grenene.

15

5. Olielampen er den ordets lampe, der altid skal være tændt i kirken.

6. Olivengrenen er det gamle fredstegn, som duen hentede til Noahs ark.

16

7. Fiskene har sin helt særlige betydning. Foruden at hentyde til bespisningen i ørkenen var fisken det gamle kristne kendetegn, som forklares således: Det stammer fra en kort, græsk trosbe­ kendelse: Jesus Kristus, Guds Søn, Frelser, hvor ordenes begyn­ delsesbogstaver på græsk danner glosen for fisk.

8. Appelsingrenen, der som nævnt har sin særlige farvemæssige betydning. 17