545171201

104 Efter at være kommet lidt til mig selv, spurgte jeg, hvor lang Frist vi havde: „Det kan være forbi inden fjorten Dage, men også trække ud i to År.“ Heldigvis var Børnene og de to af Pi­ gerne ude; men hvor og hvorledes jeg til­ bragte den næste Timestid er gået mig af Minde. Kun står det mig klart, at mit Udseende, da jeg igen kom ind til min Hustru, forskrækkede hende, og at hun vilde vide, hvad der var ivejen. Men dette kloge, skarptséende Menneske fritog mig for Svar, Hun vidste allerede Beskéd og forsøgte at trøste mig. Det var forfærdeligt! Hidtil havde jeg selv i de hårdeste Tilfælde havt Håbet at klynge mig til. Nu at håbe imod gallop­ perende Svindsot — det var umuligt! Da Foråret nærmede sig, déltog min Hustru igen i Livet, men vilde ikke høre Tale om at rejse til et Badested. Vi forblev derfor i Hjemmet ved Vestervold og tog senere ud tif Lindegården, hvor Grandmama, trods sine 83 År, viste os den største Dél- tagelse og Omhu.