545170388

den fra det 16. Aarh.s Begyndelse stadig stigende Kongemagts Op­ gave at raade Bod paa dette Onde, og man ser da ogsaa, at den gør, hvad den kan for at stække Lavenes Monopollyster. I Grunden blev hele Tiden fra det 16. Aarh.s Begyndelse til Næringslovens Udstedelse 1857 en Kamp mellem Statsmagt og Lavsvæsen, en Kamp, hvor Lavsvæsenet selvlølgelig holder sig som den stærke, saa længe det passer ind i Tidens Produktionsform, men hvor det naturligt maatte ligge under, da Samfundsforholdene havde forandret sig saaledes, som vi kender dem i vore Dage. Denne Kamp mellem Lavsvæsen og Kongemagt gaar langt tilbage i Tiden. Allerede 1507 klager Kong Hans over, at Skomagerne havde sat og gjort uredelig Køb paa Sko. Han havde formanet Borgermestre og Raad til at føre Raad derved og den Slags ulige afsætte og undervise Sko­ magerne, at de skulde give og sælge Sko og Støvler, som lige skel­ ligt var og som i Fortiden været haver. Dette havde han nu for­ faret, at Skomagerne slet ikke skøttede sig om, men vedblev at fremture i deres Uretfærdighed. Han tilbagekalder derfor alle Privilegier, som Skomagerne hidtil have nydt og tillader Alle og Enhver, baade indenlandske og udenlandske at forfærdige og sælge Sko. Ret længe har denne Bandsættelse af Skomagerne dog ikke varet, thi faa Aar efter giver Kong Hans forskellige Skomagerlav nye Skraaer. Kristian II. træder ogsaa op mod Lavene, idet han paabyder, at den, der vil indtræde i Lavet ikke maa paalægges unødvendige Udgifter. Der maa ikke forlanges mere end en rhinsk Gylden. Frederik I. gaar endnu mere radikalt til Værks, idet han 1526 ophæver alle bestaaende Lav. Hvem der vilde være Haandværker skulde for Fremtiden kun betale en Afgift til Byen paa en rhinsk Gylden. Hvert Aar skulde Borgm og Raad endelig sætte en Takst paa alle de Varer, der solgtes, efter de Priser, Materialerne beløb sig til. Det synes imidlertid som om slet Ingen har brudt sig om denne Forordning. Da Kr. I I I ’s kjøbenhavnske Reces udkom 1537 beslod alle Lav Det bestemmes nu atter, at alle Haandværk skal være fri, »saa at den ene maa saavel som den anden bjærge sig og Kunsten kunne formere sig blandt Folket«. Imidlertid har denne Frihed sikkert kun bestaaet i, at der ikke skulde betales andet end en Gylden, thi der lordres samtidig aflagt Mesterstykke. Det synes som om Kongerne slet ingen Veje har kunnet komme med deres Reformforsøg, l o 58 klager Kr. III. saaledes i Kolding Recessen over, at naar nogen ung Haandværker, som sit Haandværk lært haver, vil nedsætte sig som selvstændig, da bliver han af de Gamle vægret ved at komme i Lavet, med mindre han gør et Me­ sterstykke og derved besværes med Gæstebud og anden stor Be­ sværing, hvorfor der her i Riget findes laa Haandværksfolk, som noget kunne. Den gamle Bestemmelse gentages da: »Derfor ville vi, at ingen Haandværker herefter skal besværes med Mesterstykke at g ø re ; han skal ikke udi Haandværket give mere end 1 Gylden og maa ikke forhindres at komme udi Haandværket, om han ellers er god for det. Hvordan tog man nu mod denne Bestemmelse i vort Lav? Ja, ganske nøjagtigt kan vi ikke sige det. Maaske har man holdt sig Recessen efterrettelig det første Par Aar, men allerede i 60erne er det vistnok, at enhver ny Indtrædende i Lavet maa gøre

11

—