545162105

S C E N I S K E K U N S T N E R E SMAA KARAKTKRI STI KER

FREDERI K J ENSEN AF AXEL HE NR I QUE S

NY T N O R D I S K F OR L AG K Ø B E N H A V N

Under liedaktion af Carl Behrens.

K R O H N S B O G T R Y K K E R I. 1918

15 Aar gamm el.

FORSOMMEREN 1886 opførtes paa F re­ deriksberg Morskabsteater en Parodi- komedie »Brylluppet paa Wull'sbjerg« af Søren Petersen (i>: P. Fristrup), om hvis Udførelse det hedder i en Anmeldelse: »Publikum ydede Fru Anna Christensen, d ’Hrr. Møller, Jensen og Rasmussen sin Hyldest. Af disse er kun Anna Christensen et kendt Navn, men der er flere af vore lystige og flinke Skue­ spillere, der har tjent deres Sporer i »Morskabs­ teateret. « Hvis der skulde være nogen Mening i disse Ord, og det ha r der sikkert skullet, maa det vel være den, at det godt kunde tænkes, at en og anden af de da ukendte og uberømte Kunst­ nere, der optraadte henholdsvis som Amboldt, Ølbjørn og Bengel Lagkage, en skønne Dag skaffede sig et kendt og yndet Navn. Blandt Tilskuerne sad to meget alvorligt ud­ seende Mænd; det var to Herrer, der i et let­ sindigt Øjeblik havde lovet at skrive en Soinmer- 5

F R K I) E HI K J E N S E X revy til Morskabsteateret, og som nu skulde af­ gøre, hvem man skulde vælge til at spille den uskrevne Hovedrolle i Revyen: den ukendte Hr. Rasmussen eller den ukendte Hr. Jensen. Det blev sen Nat, inden det blev bestemt, at Hr. Jensen skulde bære Aarets Revy. »Hele Kjøbenhavn« hvilede da i en tryg Søvn uden at ane, at nu var Hr. Jensen i Færd med at at faa Foden inden for; og det vilde sikkert heller ikke liave afficeret nogen, hvis man havde vidst det. En halv Snes Aar efter opførtes paa Nørre­ bros Teater en Revykomedie af Axel Schwanen- 11ugel, der efter de bedste Mønstre havde an ­ vendt den lidt farlige Vittighed ikke at lade Hovedpersonen optræde i 1ste Akt. Forfatteren havde dog ikke været fuldt saa heldig som f. Ex. Moliere med TartuiTe, Folk sad nemlig og smaa- kedede sig over Akten, der foregik hos Wivel lige før Lukketid. I det Øjeblik, Døren skal lukkes, kommer imidlertid Hr. Jensen, — der i Aarenes Løb var blevet til Frederik Jensen — og sætter Benet imellem Dør og Karm. Op­ varteren styrter til for at pulle ham ud, da lød der et unisont Raab fra Publikum : »Lad Frederik komme ind!« Og han kom ind, sang en Vise under Folkets Jubel, og Stykket begyndte at blive morsomt. Sandelig, Hr. Jensen havde i den forløbne Tid faaet Foden indenfor.

6

Første Aar i Kjøbenhavn

Direktør Frederik Jensen.

F R li D E R I K J E N S E N Som saa mange andre ægte Kjøbenhavnere er Frederik Jensen født i Provinsen. Hans Vugge stod — næ, hans Vugge har sikkert aldrig staaet, men vieret i en stadig, munter og rytmisk Be­ vægelse — altsaa : hans Vugges Gienger gik i den gode Stad Nyborg, hvor han fødtes den 25. Jun i 1863. Her i den lille By, hvorigennem der stadig gaar en frisk Strøm af Rejsende til og fra den store, muntre Hovedstad, voxede han op og gik i Skole; og her er det vel gaaet ham, som det gik den lille Bonaparte i Ajaccio: han kom i Skole, naar han skulde, og gik hjem, naar han kunde, uden at Lærerne anede, at de gik og opdrog en lille Dreng, der engang skulde blive saa herømt, al hele Folket skulde kalde ham ved Fornavn. At den lille Frederik har tamkt paa at blive Skuespiller, er ikke usandsynligt, men at det næppe har været hans Faders Tanke og Ønske, fremgaar af den Kjendsgærning, at han satte Frederik i Urteknemmerlære ; ti det kan jo ikke siges, at denne fortrædelige, og ikke mindst i vore Tider meget ansete, Forretningsbranche er den nærmeste Vej til de skraa Brædder, der forestiller Verden. For den lille Frederik har Springet dog ikke været saa stort; han begyndte nemlig at spille Komedie hos Edvard Hansen i Forsamlings- bygningen omtrent samtidigt med, at han blev instrueret i Nusning af Svedsker; og med den Paalidelighed, der altid ha r præget ham, har han sikkert ikke forvekslet Rollerne og sagt: 11

F R E D E R I K J E N S E N »Saa gærne, Madam Hansen, var der ellers noget?« naar han skulde sige: »Guds Dross, I ædle Herreri« eller svaret en Ungmø, der bad om et Lod bitre Mandler: »I sige ej saa, liden Jomfru!« Nogle Aar førte ban denne Dobbelttilværelse — en kommende Tids Videnskab vil maaske paavise, at det var paa dette Grundlag, Fr. Jensen ca. 35 Aar senere udarbejdede Hoved­ rollen i »Dobbeltmennesket« — men allerede i en Alder af 17—18 Aar ombyttede han definitivt Urtekræmmerens Trillebør med Tespiskærren og tog fast Engagement bos Cortes, med hvem ban »rejste« i 2 Aar. Et Billede af Frederik Jensen som Kakkadue m i »Caprieiosa« fra hans 18de Aar viser, at Cortes, ligesom Vilhelm Petersen senere, mente, at de ældre Roller laa godt for den unge Mand. De Forfattere, der skrev Revy til Frederik Jensen de første Aar, ban virkede i Kjøbenhavn, bøjede sig for disse to erfarne Teatermænd og gjorde ham altid til en ældre Mand, der dog, paa Grund af Omstændigheder, der endnu ikke er belt op­ lyste, blev kendeligt yngre midt i første Akt og derefter gradvis foryngedes, til han i Slutningen af 2den Akt som en straalende Yngling sang den obligate Elskovssang. Og for hver Gang, han blev 10 Aar yngre, steg Humøret ligesaa mange Grader. *

12

Kakkadue i »Capriciosa«.

Ølmand Christensen i »Madammernes Jens«.

F R E D E R I K J E N S E N Da Tæppet faldt efter den første Opførelse af Sommerrevyen 1886, vidste Direktør Vilh. Petersen, Revyforfatterne og største Del af Publi­ kum, at Hr. Jensen var den opgaaende Revysol, der i en Række Aar skulde synge Sommerens muntre Viser til Døgnets lette Melodier, selv om man jo ikke endnu kunde vide, at han vilde blive en saa fortræffelig Skuespiller, som han blev, og efterhaanden udvikle sig til at være en af Verdens allerbedste Visesangere. Pressen var derimod ikke helt paa det Rene med Hr. Jensens Evner, men Pressen var ogsaa den Gang ganske anderledes end vor Tids Presse. Ikke alene de mest fremragende Teateranmeldere, men ogsaa de mindre eminente kunde godt skrive, at de Skuespillere, der var fastslaaede som ud ­ mærkede, spillede udmærket; derimod gav de sig nødigt af med at sige noget om unge og ukendte Fremtoninger. Det var ikke af Udygtig­ hed — udygtige har Journalister selvfølgeligt aldrig været, da saa lidt som nu — men af en vis Beskedenhed. Man fordrede ikke af dem, at de skulde opdage nye Talenter, de var jo da ikke ansatte som Opdagere! De vidste, at Frederik Christensen var en yndet og morsom Revyskue­ spiller, det fortalte de altsaa, skønt han ikke optraadte i denne Revy, men om FT. Jensen havde man ikke betroet dem noget, og som de diskrete Personer, de var, røbede de intet, som ikke var dem betroet. Det er ganske morsomt at se, hvad Bladene sagde den Gang. »Politiken« siger kun : »Frederik 17

F R E D E R I K J E N S E N Christensen i Tivoli havde ikke været af Vejen i Hovedrollen«. »Socialdemokraten«: »Hr. Frederik Jensen havde afløst Hr. Christensen som For­ danser i Kankanen«. »Berlingskc«: »Hr. Fr. Jensen gav en noget mat Kopi af Hr. Fr. Chri­ stensen«. »Nationaltidende« nævner slet ikke den, der spillede Hovedrollen. »Dagbladet« : »Af de Medspillende (!) er der ikke Grund til at nævne Nogensomhelst«. »Dagens Nyheder« kal­ der ham »en ret flink Fremstiller«, og kun »Morgenbladet«, der stod Forfatterne nær og ikke usandsynligt har været inspireret af dem, ofrer mere end én Linje paa Hr. Jensen og giver ham en anerkendende, dog ikke overvad- dende rosende Kritik. Den unge Skuespiller har næppe taget sig denne kølige Modtagelse nær, han gik ufortrødent paa, og Aften efter Aften vandt han sig nye Venner, der tiljublede ham. Og saa lydhør var Pressen allerede den Gang, at da han næste Aar vendte tilbage fra Provinsen, hvor han havde spillet om Vinteren, havde Anmelderne virkelig opdaget, at han slet ikke var saa gal endda. Nu »afleverede han sine Sange med Glans«, »førte an med Humør og Honnør«, »havde skabt en morsom Figur og afleverede sine Sange saaledes, at intet af Pointerne gik tabt«, »lod intet tilbage at ønske«, »afleverede med elsk­ værdigt Humør de mange Morsomheder, der var lagt ham i Munden«, »det var særligt Hr. Frederik Jensen, som bidrog til det heldige Resultat«. Kun ét Blad var endnu reserveret, det skriver: 18

Lunte Morgenstjerne i »Kjøbenhavn N« 1892. »Frederik er Du oppe?«

D ittm er i »B yens Fædre« 1895. »Liesaa vist som Volden aldrig skal forgaa, Ubeskaaret skal vor unge Grundlov staa!«

Fra Skuespillernes Marked 1896. >Jeg vil synge en Vise om Sidse —«

F R E D E R I K J E N S E N »Hr. Fr. Jensen h a r Lune, men er for væver til sin Længde«. Frederik Jensen ha r sikkert taget sig denne sidste aandrige Kritik ad notam og enten gjort sig kortere eller mindre væver, i al Fald »lader han nu intet tilbage at ønske«. Fra det første Øjeblik, Fr. Jensen optraadte i en Revy, var det klart for enhver, der kunde høre og forstaa, at her havde vi en Skuespiller, der uden Spor af Abekatteri kunde sige en Re­ plik og synge en Vise, og gøre det saaledes, at begge Dele kom til deres Ret. Det var den Gang en stor Sjældenhed. Olaf Poulsen, der sikkert er den herligste Skuespiller, det danske Teater ha r ejet, kunde det ogsaa; at sammen­ stille disse to, da den ene var paa sin Kunsts Højde og den anden debuterede, vilde have været Galskab; men der var ikke saa mange af Olaf Poulsens Kollegaer ved det kongelige og ved de private Teatre, der var Mestre paa disse to Omraader. Der var i Øjeblikket ikke mange af de før saa talrige danske Vaudevilleskuespillere, fra hvem Revyen kunde hente sine Anførere; det blev den ukendte Provinsmand, der skulde erobre Tronen — Frederik Jensen gik lige paa. Han kunde sige en Replik. Naar man nu blader i denne første Revy — hvis eneste Lighed med Shakespeares Værker er den, at den ikke blev trykt i Forfatterens Levetid — forbauses man over, hvad der blev forlangt, at Tilskuerne og den unge Debutant 25

F R E D E R I K J E N S E N skulde forstaa og vide Besked om. Hans aller­ første Replik indeholder Hentydninger til Det kgl. Teaters Repertoire, Georg Brandes’ Tale til en Bonde (»De er min Ligemand i Dannelse, min Overmand i Sundhed«), en nylig udkommen politisk Pjece, en ny Rejsebog, en Strid mellem en Varietédirektør og hans Orkester, et meget omtalt Bevillingsspørgsmaal, Valgene i England og Royalisternes Udvisning i Frankrig, den sinds­ syge Konge i Bayern og den nyfødte i Spanien, Kvægforbudet i Sverige, Afvæbningen i Græken­ land, Fribilletterne i National o. s. v. — Der er senere lavet en hel Revy paa mindre. Og alt det skulde siges som den naturligste Ting af Verden, som noget, alle kunde forstaa og som faldt ham ind lige med det samme. Siges, som en munter og vittig Mand siger den Slags Ting, maaske lidt snakkesaligt, men uforberedt, lige fra Leveren og uden Kunster — og det lykkedes ham. Da der fornylig var Tale om en ny Bygning, som nogen fandt ganske morsom, andre temmelig kedelig o. s. v. sagde en af vore gamle udmær­ kede Arkitekter: »Man skal helst ikke tale om, at et Hus er morsomt eller kedeligt, godt eller daarligt — et Hus skal bare være saaledes, at man føler, at det slet ikke kunde være ander­ ledes«. Det er rigtigt — og saaledes skal en Replik ogsaa siges. Det var saaledes, Frederik Jensen sagde sine Repliker, og det var saaledes, han sang. Naar Kritiken senere opdagede, at han afleverede sine 26

Nullemann i »Naar Bølgen larmer« 1896. »Hatten af for —'——1«

Napoleon i »Napoleons Kagekonen.

Bidder Rap i »Molboerne«,

F R E D E R I K J E N S E N Viser udmærket og serverede sine Vittigheder fortræffeligt, tog den atter fejl, han afleverede ikke, og han serverede ikke, han sang og han talte — som det skulde gøres. Hvis man deraf vil slutte, at han var fuldt færdig den Gang, er det ogsaa en Fejltagelse. Mozart komponerede og spillede henrivende, da han var 5 Aar, meget bedre end mangen paa 10, men han gjorde det endnu bedre for hvert Aar, der gik. Hvis man kunde tænke sig Hr. Jensen fra 1886 spille sammen med »Frederik« nu, vilde maaske en og anden sige, at Hr. Jensen ikke var værdig at løse »Frederiks« Skotvinge, men man vilde dog vist indrømme, at det var rart for Nørre­ bros Teater, om Generalen nu havde et Par Stykker som Rekrutten fra den Gang i sin Hær. Alt kan være i Orden, og dog ikke saa godt som det kan blive. Da nylig en ung Skuespiller optraadte i en af Olaf Poulsens Glansroller, var Kritikken nær ved at sige, at han var lige saa god som Mesteren. Jeinini! Ja, alt var i Orden, alt var rigtigt, der manglede kun en ganske lille Ting: Geniet, Solen, det usigelige, det, der samtidigt varmer Hjertet og løber én koldt ned ad Ryggen. Solen, der var »bleg, men hæderlig« ved Fr. Jensens Debut, skinnede for hvert Aar smukkere og varmere over hans Sangkunst, Smilet, der var saa pænt, blev den herlige, homeriske Latter; det pæne Humør blev den store Jubel; det var et stort Kunststykke straks at gribe den rette Tone, det blev den store Kunst, der efterhaanden levede i hans Ord og Toner. 33

F R E D E R I K J E N S E N Der er tre, der kan bedømme et Viseforedrag: Publikum, der Aar for Aar fik Frederik Jensens Sangkunst kærere, Forfatteren, der har skrevet Visen og ser, hvorledes Skuespilleren gør hans vittige Vers endnu vittigere, og Forfatteren, der ikke liar skrevet Visen og ser, hvorledes en tarvelig Vise bliver glimrende ved hans Sang. Alle vi tre Grupper har beundret og glædet os, naar »Frederik var oppe«, og det var han jo altid fra Premieren til uigenkaldelig sidste Gang. Blot at nævne alle hans Sejre vilde være uoverkommeligt, fortælle hans Teaterliv fordrer ikke mange Ord: 4 Somre spillede han Revy paa Morskabsteatret, en Sæson i National, to Aar var han i Norge og i 1892, da Nørrebros Teater aabnedes som »det rigtige Revyteater«, var F re­ derik Jensen med, og Publikum »var med«. Og ligesom Fr. Jensen var blevet endnu bedre, var Publikum blevet »det bedste«, blevet til tout Copenhague , en fortræffelig Blanding af Morskabsteaterets glade Ungdom og Det konge­ lige Teaters modnere Borgerlighed. »Jamen Gud­ bevares! det er jo hele vort Publikum , der er kommet herud«, sagde en Aften en af de Store fra Kongens Nytorv. »Ja, det er vel, fordi de morer sig bedre her«, svarede Direktøren, og ved en af Revyens mange Jubilæer det Aar sang derfor Fr. Jensen med en vis Ret: Den gode gamle Kammerherre Har meget bedre Dage kendt, For hans Parket staar tomt desværre, Til »Nørre« alle Folk er rendt. 3 4

Tullemand i »Stjerneborg« 1903.

Oversergent Skramsted i »Op med Vaabnenc« 1906,

F R E D E R I K J E N S E N

Hvad nytter det, han er affabel Og byder Folk Tragedier, Han tror, med Erik og med Abel Kan I umuligt kede Jer. Til Ravnsborggades brave Sjovre Han si’er: »Vi savner Jer herovre,

Flyt ned i Lille Kongensgade, der er jo ligesaa rart!« For den yngre Slægt: Kammerherren var Det kongeliges Chef og »Sjovre« et ikke krænkende Udtryk for Billetgrossererne, der paa Grund af Det kongeliges Misere havde forlagt Valpladsen til Ravnshorggade, hvor de blev, mens Frederik Jensen i Aarenes Løb sang om Frederik, der var oppe, og Smit, der skulde stoppe lidt, om Grundloven, der aldrig skulde brydes, saa lidt som Volden rives ned, om Gulasch og hvad en lille Familie kan leve af, og hvorledes man kommer ud af det med den Indtægt, man har, om hvorledes de hugger op paa Strøget og det brager i den gamle Varieté; mens han sang, at han var fjollet, og sikken Idiot, jeg er, og min Kone er paa Landet, og vil Du hilse din Mor, og om ham, der kendte de kønneste Piger i Byen, om Solen med Præstekrave paa og de tre høje Konger paa Rad, om Tilrane og Arne, om Børsjobberiet og Æggepræservatoren — da sang baade Christian og hele Landet med paa Omkvædet — om Kjøbenhavnerpoesi, om at sætte Madammen i Humør og om alt andet mel­ lem Himmel og Jord lige ned til Bang, Bang, Bang.

39

F R E D E R I K J E N S E N Aarene gik, og stadig var Frederik Jensen vor bedste Visesanger, ingen gjorde ham Rangen stridig. Gerner, den henrivende Skuespiller, der i 5, 6 Aar glimrede ved sit snart barokke, snart lyriske Viseforedrag, hjalp kun til at gøre Fre­ derik Jensen endnu vittigere, endnu lystigere og gladere. Naar de to sang Duetter, tænkte man ikke over, hvem der var bedst; det var de for Resten begge to, hver paa sin Maade. Gerner døde, og Frederik Jensen var atter ene om at sige Aarets Vittigheder om Kammer­ herren, Martinius, I. C. og de stakkels faa andre Pølsepinde, Revyforfatterne skal koge deres Suppe paa. Saa var det, at han en skønne Dag foreslog Teatrets Direktør at begrænse Revyviserne til én Del af Aaret og spille Farce i den anden. Vilhelm Petersen var yderst betænkelig. Har man Garder­ højden, gaar man vel med den, og har man Frederik, lader man ham vel synge Revy. Men Frederik Jensen holdt paa sit, oversatte selv en Farce og spillede Hovedrollen — hvori der ikke var en Tone Sang — og sejrede. I lyve Aar var han gaaet ganske stille om — hvis man kan bruge det Udtryk om en evig hoppende og springende — uden at fortælle, at han var en stor Farce­ skuespiller, maaske var han ogsaa først blevet det efterhaanden. Men nu, efter at vi ha r set hans vidunderlige Skikkelser fra Stork i »Barn i Kirke« til Bertram i »En lille Tuttenut«, ved vi, at han ogsaa her er, hvad der en Gang er sagt om Henrik Ib sen : en Kraft af første Rang. 40

Stork i »Barn i Kirke«

P. Ford. Vadum i Prologen til »Kameliadamen«.

IJertram som Tante Hanne i »En lille Tnttenut«.

F R E D E R I K J E N S E N Som Visesanger kan han sammenlignes med Yvette Guilbert, som Farceskuespiller med Alex­ ander, vel ikke den, der erobrede Verden, men den, der i Berlins Residenzteater lagde den glade Verden for sine Fødder. Med Revy den første Halvdel af Sæsonen og Farce den anden Halv­ del kan Frederik Jensen, der siden 1911 har været Nørrebros Teaters Direktør, endnu synge den Sang, som et Par overgivne Forfattere en Gang skrev til den 200de Opførelse af en Revy og lod synge som »den omdelte Sang«. Det ene Vers lød saaledes:

Mel.: Eriksen. Vort Teater Glæden hylder, Tja — saa godt som vi formaar, At vi kan det, blot vi skylder Dem, der mer end Spøg forstaar, Der kan le i rette Tide,

Føle Harm paa rette Sted, Altid er paa Latt’rens Side, Først og fremmest altid — med. Vi med Ro Os til Jer betro, Glæden spiller aldrig Bankerot paa Nørrebro. Hallandsaas er go! — Forholdsvis, aa, jo, Jamen Strømmen gaar nu engang ud ad Nørrebro.

BILLEDSTOF Napoleon i »Napoleons Kagekone«. Tullemann i »Stjerneborg«.

Efter Originalfotografier fra Fotograf I\ NEWLANI).

Ridder Rap i »Molboerne«. Efter Originalfotografi fra Fotograf JUNCKER JENSEN Oversergent Skramsted i »Op med Vaabnene«. Efter Originalfotografi fra ALB. SCIIOU JUN.