545162105

F R E D E R I K J E N S E N »Hr. Fr. Jensen h a r Lune, men er for væver til sin Længde«. Frederik Jensen ha r sikkert taget sig denne sidste aandrige Kritik ad notam og enten gjort sig kortere eller mindre væver, i al Fald »lader han nu intet tilbage at ønske«. Fra det første Øjeblik, Fr. Jensen optraadte i en Revy, var det klart for enhver, der kunde høre og forstaa, at her havde vi en Skuespiller, der uden Spor af Abekatteri kunde sige en Re­ plik og synge en Vise, og gøre det saaledes, at begge Dele kom til deres Ret. Det var den Gang en stor Sjældenhed. Olaf Poulsen, der sikkert er den herligste Skuespiller, det danske Teater ha r ejet, kunde det ogsaa; at sammen­ stille disse to, da den ene var paa sin Kunsts Højde og den anden debuterede, vilde have været Galskab; men der var ikke saa mange af Olaf Poulsens Kollegaer ved det kongelige og ved de private Teatre, der var Mestre paa disse to Omraader. Der var i Øjeblikket ikke mange af de før saa talrige danske Vaudevilleskuespillere, fra hvem Revyen kunde hente sine Anførere; det blev den ukendte Provinsmand, der skulde erobre Tronen — Frederik Jensen gik lige paa. Han kunde sige en Replik. Naar man nu blader i denne første Revy — hvis eneste Lighed med Shakespeares Værker er den, at den ikke blev trykt i Forfatterens Levetid — forbauses man over, hvad der blev forlangt, at Tilskuerne og den unge Debutant 25