292670125

5

lig bestaaende af originale Arbeider: at det vilde være en Umulighed at tilveiebringe den. Dette skal her søges vist, og tillige, at det vilde være i forskjellige Retninger sær­ deles uheldigt at forsøge derpaa, rent bortseet fra, at det altid er galt at stræbe efter, hvad der ikke kan naaes. Nu vel! Der skal indkjøbes udmærkede kunstindustrielle Arbeider fra forrige Aarhundrede, fra Renaissancen, fra gothisk og romansk Tid. Men Sager af denne Art, forsaavidt de ere forarbeidede i vort eget Land eller blot have været benyttede her, ind­ samles jo allerede til de ældre offentlige Museer i Hovedstaden, foruden at en Række Provindssamlinger søge at forskaffe sig Gjenstande af samme Slags. Den hele nationale Udvikling, som den afspeiler sig i hjemlige eller indførte Arbeider, repræsenteres af Museet for de nordiske Oldsager og Folkemuseet, som chronologisk slutte sig til hinanden. Ingen Del eller Side af Fortidens Liv er udelukket, bortseet fra enkelte Arter af Sager, som efter visse Regler optages i Rosenborg-Samlingen og Frederiksborg-Museet. Her er altsaa intet Felt levnet for Industrimuseet. Men skulde det tænkes, at flet nye Museum vilde søge at erhverve Sager ganske af samme Art som de, der alt hav<* Hjemsted i de ældre Samlinger, da tør det formodes, at hverken Stat eller Kommune vil finde det rig­ tigt at støtte det. Der vil ikke blive givet offentlige Midler til at grundlægge en Kon­ kurrence, som ikke kunde undgaaes. Erfaringen fra andre Hovedstæder, hvor der ved Siden af hverandre findes flere Samlinger af saadanne ældre Sager, som altid kun til­ bydes i ringe Antal, taler advarende herimod. Hidtil har vort offentlige Museumsvæsen været udviklet saa sundt og klogt, at de nye Samlinger ere bievne omhyggelig indpassede imellem de ældre, men ikke lagte ind over dem. Ved Foreningen af Directeurposterne for Oldnordisk Museum, Rosenborg-Samlingen og Frederiksborg-Museet i een Person er der yderligere blevet sørget for, at de engang afstukne Grænser nøie blive overholdte. Mellemværendet mellem de Kgl. Samlinger og Provindsmuseerne er ordnet saaledes, at begge Parter kunne arbeide fremad uden Konkurrence. Det tør da trygt udtales, at et nyt Museum ikke vil finde Støtte, som er bestemt til at optage ganske de samme Sager, som søges af alle de ældre nationale Samlinger. Men, vil der maaske siges: »der er jo Sager nok; naar de gamle Museer have nok, saa kan Industrimuseet jo faa Resten«. Dette vilde være en lidet sagkyndig Bemærk­ ning. For det Første er Tilbudet af virkelig værdifulde Sager fra vort eget Land over­ ordentlig ringe — her tales jo ikke alene om gamle Navneklude og broderede Løierter, om tarvelige Messingstager og ordinære Hovedvandsæg, men navnlig om Sager, som vise »Technikens høieste Standpunkt« og ere charakteristiske Udtryk for de forskjellige Tiders Stil. Hvormeget kommer der frem mellem Aar og Dag af fortrinlige Sager fra Danmarks romanske og gothiske Tid — det kan godt tilføies: fra Renaissancetiden og senere Tider? Der kan heller ikke ventes paa, at de ældre Samlinger engang have faaet nok; thi de blive aldrig i den Forstand afsluttede, at de ikke baade nu og om hundrede Aar bestandig ville møde med deres Fordring om at faa det Bedste, eller dog det, som er hedre end, hvad der haves iforveien; ' selv saa at sige fuldstændige Samlinger maa ved­ blive at kjøbe, idet de altid kunne forbedres. De gamle Samlinger ville vedblivende gjøre Fordring paa og stræbe at faa det Fortrinlige, som kommer frem, og de bør have det efter deres Indhold og Stilling. Men da vil Industrimuseet — om det vil undvige en Konkurrence — kun opnaa Sager af anden og tredie Rang, hvad der jo ikke var Menin­ gen ; thi en Samling af denne Art vilde være en daarlig Vinding. Lad saa være! — vil der svares — Industrimuseet bør vel ikke optage Sager, som henhøre under vore ældre nationale Samlinger. Men saa er der fremmede Sager. Vi have jo intet Museum, hvori fremmed Kunstindustri fra Middelalderen indtil nyere Tider kan finde en Plads. Der kan altsaa kjøbes herlige Renaissancearbeider fra Italien, fransk og