292636717

Indledning.

R ON ING som Amatørsport kendtes ikke før i den første Halvdel af det forrige Aarhundrede. Vel havde der eksisteret Regattaer og Kaproninger hos søfarende Nationer før, men Amatøren sad ved Roret, hvis han da ikke blot ejede Baad og Mandskab og lod en professionel Styrmand tage Kommandoen. Roning er trods sin Ælde først sent blevet knæsat som Kap* ronings*Idræt. Vel betragtede vore skandinaviske Forfædre Roningen som en Idræt, idet det at kunne føre en Aare rettelig maatte Tegnes med til en brav Vikings legemlige Opdragelse, men ingensinde mindes vi at have læst om Kaproning mellem Amatører d. v. s. fribaarne Mandskaber. Til Undskyldning tjener, at Materiellet jo ogsaa var noget svært at behandle. Baadene, der maaske kunde være Tale om, var tillige Datidens Sejlskibe og de indbød saasandt ikke til Kaproning uden naar det gjaldt Livet, enten for Mandskabet eller for Fjender. Vikingeskibene i Christiania Musæum ere fine Typer paa vore Forfædres »Robaade« og som et Kuriosum skal her anføres, at da en Velynder af Rosporten i 80erne vilde forære et Sæt Aarer til Kaproningsbaaden »Snap«, den Gang Københavns Gymnastik* forening, bestilte han dem hos en Aaremager, saavidt vi husker i Skotland. Naar man erindrer at almindelige Kaproningsaarer er ca. 12‘ lange, vil man forstaa Aaremagerens Forbavselse, da han fik Bestilling paa 6 Stk. 16* Aarer. Han forhørte telegrafisk