292635796

I de æ ldste Tider kaldtes en fingernem og kunstfærdig Mand Sm ed . Senere blev O rdet Særbetegnelse for den, der a rbe j­ dede i Jern . Og gennem de skiftende Tider h a r der altid væ re t k ræ ve t betydelig Kunstfærdighed a f en Del a f Smedene. I Renæssancetiden slog denne Kunstfærdighed s tæ rk t igen­ nem ; meget a f Smedenes Arbejde v a r fuldendt Kunsthaand- væ rk . H vo r højt m an naaede frem gaar af, a t noget næ r den fineste Anerkendelse, der kan ydes vore Dages bedste Kunst­ smedearbejde, e r a t stille det paa Linie med Renæssancetidens. Der fulgte imidlertid en Nedgangsperiode efter. Den varede he lt op til omkring Slutningen a f 1700-Aarene. Siden er det gaae t fremad. Endnu i 1831 blev der i Københavns Smedelaug nedlagt Ind ­ sigelse imod Antagelse a f en Kleinsmedesvends Mesterstykke, fordi han »umuligt selv kunde have forfærdiget Tegningen«. Nu til Dags h a r Kunstner og Kunstsmed fundet hinanden i intim t Samarbejde. Kunstsmeden a rbe jder efter Kunstnerens Tegning og h a r derved b rag t sit H aandvæ rk op p aa et saa højt S tand­ punkt, a t det e r muligt for ham a t hævde sig trods Fabriks­ virksomhedernes Kunstindustri. Den k ræ sne og kultiverede Smag fo re træ kk e r og vil altid fo re trække H aandens Arbejde for Maskinens. København e r ikke nogen ældgammel By. Den nævnes fø r­ ste Gang i H istorien m idt i 1000-Aarene. Da v a r den imidlertid en lille Flække. Men den h a r tidlig h av t sine Smede. I 1370 nævnes »Smedegade« — den næ rm est Gammeltorv liggende Del