292548265

ned i Jorden for at skære Plovfurene, hvori Sæden skal nedlægges. Og naar dette er sket, da gaar han hen over Markerne for at strø Sæden ud, og der gaar han snart i brændende Solskin, snart i skarp Østenvind, snart i Regn og Hagelbyger; alt dette er visselig Arbejde. Og senere hedder det i Lignelsen: »Naar Kornet er modnet, skikker han Seg­ len (Leen) hen; thi Høsten er forhaanden.« Atter her kan vi se, hvorledes Landmanden i Høstens Tid skikker sine Karle og Piger ud for at føre Sæden hjem, og de maa arbejde, saa Sveden driver ned over dem — det er atter strengt Arbejde. Men Lignelsens Hovedpunkt ligger i dette: medens Bonden sover, vokser Sæden, uden at han gør enten fra eller til. To Sandheder vil Herren dermed indskærpe os: den første er den, at som det gaar til i Naturen, saaledes ogsaa i Guds Rige. Vel skal vi arbejde og bruge de Kræfter og Evner, som Gud har givet os, men det egent­ lige Hovedarbejde gør dog Gud selv. Vi kan plante og vande, men Gud er det, som giver Vækst (1 Kor. 3, 3). Den anden Sandhed er den, at som der er Tid til Arbejde, - ihærdigt Arbejde, saaledes er der ogsaa Tid til Hvile, ufor­ styrret Hvile. Eller vil vi ikke kalde den Bonde for en Daare,. som efter at have tilsaaet sin Mark nu ogsaa vilde holde Nattevagt derude for at passe paa, at Sæden spirede og kom op over Jorden? Men er ikke aandelig talt saa- danne lige saa store Daarer, som, efter at de har ud- strøet Ordets Sæd, straks vil erfare, om det ogsaa vokser den stille Vækst i Hjerterne og ideligt sætter Tilhørerne i Uro ved at spørge: »Har I nu ogsaa omvendt ederr rigtig omvendt eder?« Dog de største Daarer er vel de, som ikke vil unde sig selv eller andre fornøden Rast og Hvile, men uafbrudt vil prædike, formane, holde Møder og Forsamlinger, som om vor kristne Tro ikke stillede os andre og større Opgaver end at gaa til Bønnemøder

- ig -