292548265

.og gudelige Forsamlinger. Og saa stormer de videre, indtil baade Sjæls og Legems Kræfter er nedbrudte, fordi de i uforstandig Nidkærhed mener, at om de ikke uafladelig arbejder og holder sig selv og andre i Aande, vil deres Arbejde for Guds Rige synke sammen og blive uden Frugt. Til dem er der allerede sagt i det gamle Testamente: «Forgæves staar I aarie op, sætter eder silde til at æde eders Brød i Møjsommelighed; Herren giver sin Ven det i Søvne« (Ps. 127, 2). Det er disse Ord, som klinger igen i Jesu Tale: »Medens Bonden sover, vokser Sæden og bliver høj, han véd ikke selv hvorledes.« Saa skal vi da forstaa at arbejde i sin Tid og at hvile i sin Tid, vi skal bruge de Kræfter og Evner, som Gud har givet os, til hans Riges Fremme; men vi skal ogsaa bruge dem indenfor det Maal og indenfor de Grænser, som han har sal for dem. Som Apostelen for­ maner til at græde som de, der ikke græder, at glæde sig som de, der ikke glæder sig (1 Kor. 7, 30), saaledes skal vi ogsaa lære at arbejde som de, der ikke arbejder. Dette vil sige, at vi under alt vort Arbejde og al vor Anstrengelse fastholder Tanken om, at al Fremgang deri skyldes ikke os, men Guds Velsignelse, som er over det og lægger Vækst og Fremgang deri. Saa vil vi da ikke opslide vore Kræfter og vor Livsglæde i et Arbejde, som ligger over vore Evner, og hvilket vi derfor ikke kan magte, ejheller vil vi fortæres i Mismod og Bitter­ hed, fordi Tingene ikke gaar efter vort Hoved; men vi vil bevare et muntert og frimodigt Sind ved Tanken om, at vi er Guds Medarbejdere (1 Kor. 3,9), og at hans stærke Haand ingenlunde vil slippe os, saalænge vi holder fast ved ham og beder om hans Velsignelse i Jesu Navn. At kunne gøre dette, ogsaa naar Modgang og Hindringer møder os, og midt under det daglige

\

— 17 -