292548265

Saaledes finder vi da ogsaa de skarpeste Modsætnin­ ger i Jesu Udtalelser: den samme, som opfordrer os til at vandre med stort Besvær ad Selvforsagelsens snævre Vej og gennem dens snævre Port for at vinde Frelsen (Mattli.. 7, 43), han opfordrer os til at være sorgløse som Himlens Fugle og Markens Blomster (Matth. 6, 26—30) — og den samme, som siger, at han er ikke kommen for at bringe Fred, men Strid (Luk. 12, 51—53), han indbyder alle de arbejdende og besværede at finde Hvile hos ham (Matth. 11, 28). Men hvad her er forenet og skal være forenet i et kristeligt Troslivs Udfoldelse, den største Anstrengelse og Kamp sammen med den dybeste Sjælefred, det vil Menneskene gerne skille ad, saa at de enten fører Livet i Arbejde og Anstrengelse uden Hvile eller i en stille Beskuelses Fred uden Kamp og Arbejde. Og her vil jeg derfor minde om en af Jesu Lignel- ser, som i denne urolige og travle Tid ofte er i mine . Tanker, og i hvilken Enheden af den Kristnes besvær­ lige Arbejde og hans indre Hvile i Tillid til Guds Naade, som virker alt i alle, er stillet os klart for Øje. Det er Fortællingen i Mark. 4,26—29, hvor Guds Rige sammen­ lignes med Sæden, der, naar den først er lagt i Jorden, vokser af sig selv, bliver Græs, skyder Aks og tilsidst sætter fuldt Korn i Akset, og alt dette sker, medens Bonden sover og slet intet véd derom. I dette Punkt, a t Sæden vokser, medens Bonden sover, ligger Fortæl­ lingens Tyngdepunkt. Men læg nu vel Mærke til, at Jesus siger ikke, at Bonden ikke skal arbejde, men overlade alt til Naturen. Arbejdet nævnes baade i‘Lig­ nelsens Begyndelse og dens Slutning. Det hedder her: »Naar Bonden har udkastet Sæden«, men allerede heri ligger et stort Arbejde. Det kan vi se nu ved Foraars- tid blot ved en lille Udflugt paa Landet. Der ser vi Landmanden gaa bagved den tunge Plov og tvinge den

- 15 —