086534487

41 Levins Udgave i 18G2 og med den voksende Læselyst kom det rig­ tig ud mellem Folk, og nu kan man vist uden Overdrivelse betegne det som et af de mest udbredte danske Vers. Sæt en Logn, den være nok saa dundrende, paa klangfulde, iørefaldende Vers, og den vil være saa sejglivet, som om den var udødelig. Gor det samme ved en Ondskabsfuldhed, og den vil be­ holde sin Gejst og sin ætsende Kraft og trodse Aarhundrede!’. De, der kender Forholdene, vil i dette Vers kun se en ungdommelig og over for en Mand med Holcks Fortjenester usømmelig Ivaadhed, men for det lattermilde, overfladiske Publikum lægger dette Vers, endnu saa mange Aar efter dets Tilblivelse, et Skær af Latterlighed over den Mand, det er rettet imod. Og det saa ganske uberettiget. Ti Ilolcks Samtid opfattede ham ikke som en latterlig Person, og naar man, efter hans Død ser ham brændemærket som saadan, bliver Straf­ fen altfor latterlig uhyre i Forhold til Brøden. Ti hvad var Brøden andet end den Smagløshed, at lade Vorherre give 2 Rigsdaler igen „ paa 1, — en Smagløshed, som dengang næppe morede andre end Wessel og hans Venner. Den dovne Digter gør sig skyldig i en Smagløshed af en langt alvorligere Art, idet han gør Nar af den jærnflittige Holcks opofrende Arbejde for Syge og Fattige. Men Sandheden er den, at den ene af disse to Mænd forkortede sit Liv ved Drik, den anden sled sig ihjel af Kærlighed til sine Med­ mennesker. Rahbek har i „Den Danske Tilskuer" af 1792 taget uhyre høj­ tideligt og meget kejtet paa dette Vers, der ikke er lavet med an­ den Tanke, end den at gore Sjov. „Intet kan være foragteligere og forargeligere1, skriver han, „end den Maade, hvorpaa Mennesker undertiden driste sig til ligesom at kapitulere med det hojeste Væsen og foreskrive det en vis Gengæld, de tro sig beføjede til at vente, fordi de have efterkommet en liden Del af deres Pligt ved at med­ dele deres trængende Brødre maaske en saare ringe Part af deres Overflod. Paa den Tid, da den virksomme Holck først begyndte med sine forskellige Indretninger til de Fattiges Understøttelse, var der intet almindeligere, end at se Adresseaviserne fulde af lange Avertissementer fra Folk, som sendte ofte ubetydelige Gaver til Spise- eller Sygekassen, men derimod betingede sig et eller andet Vederlag af Himmelen, hvilket undertiden ganske bestemt og ud- trykkeligen var angivet i Avertissementet, men undertiden ud­ gjorde en hemmelig Artikel i den Traktat, man indbildte sig paa