086024055

21 Nu skulde man liave troet, at Jøderne socialt havde den lige Vej at gaa for at naa op i Anseelse med de Kristne. Da hændte i 1813 det forsmædelige, at en dansk Forfatter, den ellers saa humane Thomas Thaa- rup, oversatte et tysk Smædeskrift: »Moses og Jesus«, der paa en for ham selv lidet smigrende Maade angreb den jødiske Nation og lagde Jøderne for Had. Herved opstod »den litterære Jødefejde«. Skriftet foranledigede nemlig mange retfærdige Modskrifter, først og frem­ mest fra Jens Baggesen, der jo allerede i »Labyrinten« havde talt Jødernes Sag saa smukt og varmt, som ingen Sinde før var sket. Ogsaa St. St. Blicher tog iv­ rigt Jøderne i Forsvar. Vi skulde dog helt ned til 1819, inden København satte den Skamplet paa sig selv at etablere en virkelig Jødefejde. Og hermed hang det saaledes sammen: Ophidselsen var fra Tysklands større Stæder naaet til København. Man beskyldte Jøderne for at være Aarsag i de daarlige Tider og derfor skulde de drives ud af Landet. Den 3. September fremkom der et ano­ nymt Opslag paa Børsen, der opfordrede »alle gode kristelige Borgere« til at drive Jøderne, »denne Sam­ fundets Pest«, ud af Byen. Man anviste ligefrem Øster­ gade med de rige Jøders Butikker som det Sted, hvor man mest skulde tage fat. Det hjalp lidet, at Justits­ minister Kaas skærpede Censuren og paalagde Politi­ mester Hvidbjerg at fare strængt frem mod Jødefor­ følgerne. Politimesteren var nemlig langtfra sin Post voksen. Lørdag den 4. September om Aftenen samledes Sjo­ vere, Læredrenge, Matroser og andre paa Østergade og begyndte at slaa Ruderne ud hos Silkekræmmerne Raphael, Galanterivarehandler Jacobsen o. fl. hand­ lende. Politiet var magtesløst, og først da en Afdeling Husarer ved Il-Tiden rykkede ud, blev der Ro. Den næste Dag udstedte Politimesteren en Proklamation, der manede til Orden; men samtidig fandtes Masser af Opslag om at smide Jøderne ud.