gamleskibegamlehuse

gade og hvortil horte en større have, der hvor nu B & W ’s adm inistrations­ bygning ligger. Det var en have efter tidens smag »inddelt til tvende lyst- og tvende aparges-kvarterer med rabatter paa alle sider af gangen«. Man var ogsaa i lag om køb af andre ejendomme i nabolaget, baade med Niels Prydtz, hvis hus og grund jo laa over for saltværket paa den anden side Kongensgade, og med Oluf Lange om hans gaard og havn hinsides Strandgade. Begge var villige til at sælge deres iøvrigt vidt forskellige ejendomme. Pryd tz’s gaard var en stø rre beboelsesejendom, tildels ind re tte t som trak tørsted med til­ horende beværtningshave, Langes ejendom derimod præget af naboskabet med havnen med pakhuse og tommerpladser, hvortil kom kolhalingsplads og kran. Arealet var ogsaa større end Prydtz’s, henved 19000 alen, foruden havnebas­ sinet paa 7000, og prisen folgelig fire gange saa stor. Man havde foreslaaet ham at bytte med den gaard paa Slotsholmen, som for havde tilho rt Fuursmann, og som Staten for 10.000 rigsdaler havde afkobt denne tillige med hans saltværks­ privilegium. Men selvom den kunne være meget god som kobmandsgaard, saa drev Lange jo ikke købmandshandel. Han ville maaske endda kunne faa endnu mere ud af sin christianshavnske ejendom end de 1 yoo daler, han anslog den til at kaste af sig om aaret. »Men om det kan være Hans kgl. majestæt til tjeneste, opofrer jeg gerne den fordel efter min allerunderdanigste pligtskyldighed og forlanger nu ikke mere derfor end 24.000 rigsdaler, dog allerunderdanigst i det haab, at Hans kgl. majestæt allernaadigst tager det i konsideration ved slig naade, som ikke kommer Hans kgl. majestæt til bekostning, mens kunne være mig til nogen soulagement«. Naa, det blev ikke til noget med handelen, der maaske kunne havde reddet Lange fra hans senere fallit. Heller ikke Prydtz’s gaard blev kobt. Men man vendte øjnene andetsteds hen, i modsat retning. Det var ligesom, man ikke kunne tænke sig værket sto rt nok. Den Rostgaardske plads mente man i hvert fald ikke kunne rumme »en saa vidtløftig indretning«. Saameget m indre som værket i længden ikke kunne undvære »et sted saaledes situeret, at skibe kan lægge til for at losse og lade det fine og grove salt, saavel som til standende brændeved og andet mere«. Og »da Banco-Commissæren Fabritius ikke ville afhænde sin plads uden paa aldeles utaalelige konditioner«, saa var der ikke anden udvej, ja, det var grev Danneskjold selv, som fremsatte forslaget, end at lade saltværket brede sig over et omraade, man paa forhaand maatte anse for absolut fredhelligt, nemlig lade det beslaglægge —halvdelen af laboratoriepladsen. Naa, Hans grevelige naade havde selvfølgelig ikke stillet et saadant forslag uden at vide, det lod sig gennemføre. Ikke en kat rø rte sig i den anledning, og planen fik allerhøjeste bifald. Det blev endda saaledes, at saltværket ogsaa skulle have raadighed over søartilleriets kaserne ud mod kanalen. O 88