gamleskibegamlehuse

om det lange bord, bvorpaa der endog ved højlys dag stod brændende lys til at tænde p iber ved, i forskellige større og m indre hold, indhyllede i tobaksrøg og med snapseglas, puncheboller og de store blanke kobberølkander foran sig, drev de tiden hen under praten, passiar, betragtninger over dagsbegivenhe­ derne, fortæ llinger, kortspil, sang og mangen overgiven skæmt og gammen, alt imellem hverandre, saa at man ikke kunne hore ørenlyd.« Thomas Over- skou, christianshavnerbarnet, har givet denne skildring af søndag eftermiddag i et sukkerhus, ikke paa Christianshavn ganske vist, men billedet har sikkert haft almengyldighed, selv om det er fra tiden først i det 19. aarhundrede, da den slags kaserneliv stadig trivedes. Der var i ig lo e rn e henved 40 svende og drenge paa sukkerhuset i Lille T o r­ vegade. Nogle sæ rrettigheder havde de. Hver var tillagt et kvantum sukker gratis, dog forskelligt efter deres respektive stilling. Bogholder og overmester skulle f. eks. have hver 100 pund om aaret, de 80 raffineret, de 20 kandis, mens de 40 mand tilsammen kun fik halvandethundrede pund. Og saa skulle de have drikke­ penge af, hvad der kom ind for »bakkevandet og det afpressede fra skummet«. Mesteren skulle fordele det til folkene »formedelst deres større flittighed i deres arbejde at øve, saaledes som duelige og oprigtige tro tjenere sig egner og anstaar«. Saadan var tonen dengang. Lige pligtopfyldende var de nu ikke allesammen, hverken arbejdere eller funktionærer. Da bogholder Bendtsen i 17^1 var død, og man gennemgik hans bøger, viste det sig, at hovedbogen kun var fø rt til 1739, og balancen endda kun ud trukket indtil aaret 1734 inklusive! Men fremad gik det allenfals. Selvom der var lavkonjunkturer, da skibene kom hjem med mere salt end sukker, hvis de overhovedet naaede tilbage, og beholdningen, antal af »bastere« sank til under 1000, mens gennemsnitstallet ellers laa oppe paa 6-7000. I 3orne havde man med de syv igangværende pan­ der kunnet overkomme at bearbejde mere end en m illion pund raasukker aar- ligt. Forbruget af sukker var stadig stigende. Det kneb bare for kompagniet at bestride hjemførelsen af raavarerne. Man sendte almindeligt bare et eller to skibe aarligt, og hvert lastede kun 300.000 pund. Derfor vakte det heller in­ gen modstand fra kompagniets side, da et kapitalstærkt konsortium af køben­ havnske storhandelsfolk i 1743 udredede ikke m indre end fem fartøjer til Vestindien, og farten fortsattes i de følgende aar, alt et resultat af at handelen paa øerne var blevet frigivet. Blandt disse redere var mænd som Just Fabritius, J. F. W ever og Andreas Bjørn, den sidste som det vil huskes nabo til kompagniets ejendomme paa Christianshavn og netop fra 1743 indehaver af det hæderkronede gamle skibs­ værft ved Grønnegaards havn. Dette naboskab førte til en sammenslutning, til oprettelsen af et etablisse­ ment for Det vestindisk-guineiske kompagni, ligesaa anseligt som Asiatisk

80