gamleskibegamlehuse

de rigeste privatmænd i datiden og efterlod en formue paa 22^.000 rigsdaler, var m illionær flere gange efter vor tids mønt. Sønnen af samme navn, Abraham Lehn, den yngre, der overtog gaarden i Strandgade, saavel som pladsen og havnen, var en mere forfinet type end fa­ deren, en bog- og kunstsamler af format, der da heller ikke fulgte den gamles ønske om at fortsæ tte forretningen. Men deri var de hinanden lige, at de begge var af et melankolsk gemyt. Man tilskrev det for begges vedkommende be ­ stemte anledninger, faderen blev sørgmodig efter sin forste, højtelskede kones død i en ung alder, og sønnen, fordi han som bekendt var den uskyldige an­ ledning til den duel, der kostede Tordenskjold livet. Men mon ikke det nok saa meget har ligget i temperam en tet, fælles for dem begge? Faderen var forlængst død og sønnen næppe nok myndig, da duellen fandt sted. Søhelten boede jo til »sin sidste rejse« i Lehn’ernes gaard, der var vant til at huse fornemme folk. Den vedblev at være vinterbolig for Abraham Lehn den yngre, ogsaa efter at han helt havde opgivet at træde i faderens fodspor og var blevet herremand paa Lolland, ja, endnu efter, at han havde solgt pladsen fra, paa den anden side Strandgade. Det skete i 1728, han har nok skullet bruge penge til endnu et godskøb aaret efter, og køberen var hans b roder Johan Lehn, der iøvrigt selv var herremand paa Fyn, hvor han ejede Hvidkilde. Lehns plads, som man nu kaldte den, havde ikke helt samme udstrækning som i den ældre Abrahams tid. Da strakte den sig langs havneløbet og Torve­ gade til Strandgade og langs den sidste gade helt til Rostgaards plads. Denne var det areal, som Christian V i 1670erne havde skænket til Johan Moth. Men han havde aldrig overkommet at faa gaven lovformelig bekræ ftet. Det skete først i 170^ for hans enke, en tyskfødt adelsdame Sibylle Amalie Sudermann, som bad kongen om skøde. Hun ville sælge grunden for at kunne betale sin o O O salig mands mange k red ito re r, saa han kunne ligge som en ærlig mand i gra­ ven, »om hun endskønt selv skulle leve i største elendighed og armod«. En saa uegennyttig bøn kunne umuligt afslaas, og hun fik det ønskede skøde paa de to grunde. For hele omraadet strakte sig fra Kongensgade til havnen, Grønne- gaards havn, altsaa paa begge sider Strandgade. Men hendes uegennytte blev yderligere belønnet. Den stimulerede andre til at handle ligesaa ædelt. Nemlig den noksom bekendte sprænglærde gehejme- arkivarius Frederik Rostgaard. I hvert fald efter hvad han selv sagde, drev han paa auktionen Sybille Moths grunde saa højt op i pris, at han selv blev hængende paa dem. Og de var jo ærligt talt ikke re t meget værd i deres daværende til­ stand. Ud mod havnen stod nok bolværket, men arealet paa den anden side Strandgade var »pur morads«. Rostgaard fik lov til foreløbig at »indplanke« hele omraadet under eet og til at anvende det som tømmerplads.

68