gamleskibegamlehuse

første, det som Christian IV i 1630 havde udstedt til svigersønnen, statholde­ ren Frants Rantzau. Som dette lød ogsaa de følgende paa grunden med fortov og havn ud til dybet. Og da Børting solgte hjørnestedet, havde han forbeholdt sig at søge godtgørelse for kirkepladsen. Nu ville han have sin ret. Magistraten kunne saa hævde, hvad den ville, ogsaa komme med spydig­ heder om, at Børting vel i det mindste ville holde sit løfte. »Og hvis mod for­ modning ej skulle ske, at han da dertil af høje øvrighed eller ved retten maatte tilholdes, anseende at slige gudelige løfter mod Gud og til hans æres forfrem- O O O o melse bor med al velvillighed fyldestgøres og efterkommes«. Borting stod paa sin ret. Og da byfogden paa Christianshavn havde henvist sagen til højesteret — saa lykkedes det ham som en »norsk og vidtfraboendes mand« at faa sagen inkamineret for retten allerede i sommeren 1678. Det var en lidt kilden affære for de he rre r dommere at tage stilling til. Kongebud stod ogsaa i dette tilfælde mod kongebud. Efter en »sentens, som ej blev afsagt«, skulle sagen refereres for kongen, »højst bemeldte Hans kgl. maje­ stæts allernaadigste vilje derom allerunderdanigst at fornemme«. Ja, sligt spytslikkeri var typisk for enevoldstiden. Man tø r næppe kalde det for en retsafgørelse, daarligt nok tale om en salomonisk dom. Men Børting kom ikke til at betale de 200 rigsdaler til kirken paa sit eget fortov. Den blev nemlig slet ikke bygget. Og da han ikke nævnes mellem Frelsers kirkes vel­ gørere, er han næppe paa anden vis blevet holdt til sit givne løfte. Hvordan dette saa ellers er gaaet til, saa kom hans fortov inden udgangen af samme aarhundrede i fast, privat besiddelse. Og langs det blev Lille Torvegade fortsat ud til stranden, her ved en kajgade forbundet med Brogade, dengang endnu kaldt Langebrogade. Men dette gadeanlæg og i det hele bebyggelsen af arealet mellem Brogaden og Torvegades forlængelse lob sandelig heller ikke af 0 0 0 o o stabelen uden kval og strid. Her drejede det sig igen om et af de famøse fortov! Den trofaste læser, som er kommet igennem det første af denne bog, vil vel nok være klar over, hvad man forstod ved fortov i denne forbindelse. Men dengang havde ordet paa en maade flere betydninger, og det er pudsigt at se, hvordan datidens retskloge jonglerede med betegnelsen, naar det gjaldt at vende retten . »Alle fortove udi købstæder ere og intet andet end paa landet forthe, som efter Jyske lovs første bog 3-1. kapitel skal haves til alle tofter eller gaarde udi by ere, og dog skulle være alle mands til sit brug og deres handlings nytte, ligesom fortove udi købstæderne, enten de ligger ud til stranden, alminding, torv eller algade, de ej maa bebygges af deres tilliggende gaardes ejermænd«. Det er i en raadstuedom fra 1681, man finder denne juridiske udredning, der søger sin basis helt tilbage i kong Valdemar Sejrs jyske lov af 1241. Reg­ len fandt dog virkelig et par aar senere optagelse i Danske lovs 3-10-30.

61