gamleskibegamlehuse

arealet ind imellem, baade paa den ene og den anden side Strandgade, skæn­ kede kongen til Johan Moth! Der saaledes absolut ikke var faldet i unaade paa grund af sin retshaveriske fremfærd, men tværtimod fik ligesom et plaster paa saaret, fordi det ikke var lykkedes ham at føre sin sag igennem. Har der alligevel væ ret ligesom lid t muggent ved de kongelige rettigheders fo rtrin for præsteenkens? At Moth ikke fik noget ud af omraadet, og at først hans enke en menneskealder senere fik skøde paa det, er en anden side af sagen. Men dertil kom, at en stor del af »fortovet« udfor Strandgaden, baade udfor de nye gaarde fra 1666, men ogsaa en del af det udfor Jakob Madsens gaarde var udlagt til, ja, formelig indhegnet og indplanket som plads for . . . den nye kirke ved Grønnegaards havn ! Det var ikke sært, at Tuxen efterhaanden var ved at give op, især ikke naar man betænker, at bygningerne var gaaet m ere og m ere i forfald. Det var lige ved, at de laa halvt i ru iner, allerede da de o tte mænd i 1673 synede dem, saavidt de kunne komme til. Ruiner er maaske saa meget sagt, men slemt saa der ud indendøre, ogsaa hvad det nagelfaste inventar angik, i hvert fald i det gamle grundmurede hus, som Johan Sem i sin tid havde bygget. Paa gulvet i den store sal i andet stokværk laa den udhugne kamin i stumper og stykker. Vejr og vind havde frit spil gennem de tomme, brøstfældige vindues­ rammer, og altanen tu rde man slet ikke gaa op paa, fordi bjæ lkerne under den var p ilraadne ! Og ikke b lo t var trappen fra gaarden op til »stolpehuset« helt bo rte , det samme gjaldt ogsaa alle udbygninger i begge gaarde, bryggers saavel som staldene. Under disse omstændigheder var det heller ikke underligt, at de fleste planker var væk paa skibbroen i havnen, snarere mærkeligt, at »kranen fandtes ved magt, saa at derved endnu kølhalede skibe«. Og de svage kvinder, »Trellunds fattige søster og børn« havde ikke kunnet forhindre, at man simpelthen var begyndt at brække pakhuset ved havnen ned! Tuxen havde ellers ladet dem blive boende, for at de kunne have tilsyn med bygningerne. Nu fik han i februar 1677 etab leret m ilitærvagt for at værne om kongens ejendom. Men i samme maaned det følgende aar 1678 gav han endelig op og afleve­ rede sagens ak ter i ren tekamm eret mod behørig kvittering for modtagelsen. Alt, hvad han ellers havde haft ud af det, udover besværet og ærgrelserne, var et direk te tab paa 230 rigsdaler i procesomkostninger. Mange penge i de dage! Kongen havde saamænd heller ikke spundet guld ved aktionen. Og det blev ingenting til med de soldaterbarakker, man et par aar senere fablede om at ville bygge i Trellunds gaard. Lige saa lid t som det var blevet til alvor med en lid t ældre plan til et stø rre anlæg i stil med Nyboder. Ikke m indre end 2$ blokke skulle der bygges, paa opfyldt terræ n mellem Lille Sofiegade og Chri- stianshavns vold, som den 1668 var blevet forlænget langs den senere Lange-

46