gamleskibegamlehuse

Det er ikke et billedefr a dagliglivet i det 17. aar- hundredes København, maleren saa detailleret har gengivet, nej, det er sceneriet fr a den skelsættende dag i 1660, da enevoldsmagten blev proklameret. Men det, som interesserer mest i nærværende forbindelse, er udsigten mod Christianshavn midt i baggrunden. Det er det ældste prospekt a f de store grundmurede gaarde i Strandgade, i hvertfa ld a f samme type som Trellunds.

Kongen saa ikke nogen fordel i at overtage ejendommene, og andre kunne jo ikke rø re dem. Indtil en driftig mand med det re tte vovemod optraadte paa arenaen. Det var Lorentz Tuxen, som øjnede en chance. Lorentz Tuxen, sønderjyde af fødsel, var en af de mange lavere kgl. be- stillingsmænd, der forstod at benytte sig af deres forbindelser i hofkredse. Som dronningens ridefoged paa Hørsholm slot havde han nu da ogsaa vovet liv og lemmer i krigens tid , væ ret med i sammensværgelsen mod svenskerne paa Kronborg. Staten blev ham paa den maade baade tak - og penge skyldig. Tak­ ken havde han faaet, pengene kneb det m ere med. Saa var det, han fik kig paa Trellunds gaarde paa Christianshavn. Det var ikke svært at faa kongens tilladelse til at prøve paa at realisere dette store forfaldne etablissement for saaledes at skaffe sig selv sit tilgodehavende fra staten. Staten kunne jo ikke risikere noget, for den skulle selvfølgelig først have sine penge ud — Men Lorentz Tuxen skulle aldrig have blandet sig op i den affære. Han fik kun ærgrelser og besvær og pengetab ud af det. Der kom en mand med en slæde i vejen eller re tte re sagt en mand og en kone, enkekone for at sige det helt nøjagtigt. Gift var de altsaa ikke, men søster og b roder. Hun var hofpræsten Bremers efterladte ægtefælle, der var født Moth. Og det var i denne forbindelse det allerværste, set fra Tuxens standpunkt. Broderen var nemlig Johan Moth, sekretæ r i Tyske kancelli, og dertil en lov trækker af stø rre dimensioner. Der gik papir i sagen, kan man nok sige. Endnu ligger der i Rigsarkivet en tyk pakke pap irer som et minde om Tuxens og Moths langvarige holmgang. Fjederpennene har sp ru ttet henover mangen ru papirflade, fø rt af skriverne baade ved under- og overret, paa Christianshavns raadstue saavel som i hof­ re tten , ja, oppe i selveste hø jesteret. Der faldt to domme ved denne foruden flere ved de lavere instanser. Det var spørgsmaalet om kongens fo rre t fremfor for præsteenkens, Moth først hagede sig fast i. Men forholdet var nu engang det, at præstens pantebrev ikke var blevet tinglyst, før kronens krav var rejst. Tuxen fik medhold baade ved byting, raadstueret og hø jesteret. Alligevel ville Moth ikke give op. Og saa kom det ham til gode, at han havde allieret sig med Trellunds efter­ ladte familie, hans to dø tre, Catharina Margaretha og Eleonora, samt deres grandonkel fra Amsterdam, Paulus Pelt, en b ro r til Trellunds svigermor. Chri­ stianshavns byfoged kom siden med spydigheder i anledning af, at de to pige­ børn paatog sig faderens sag udi hans »live og velmagt«. Det forekom ham »noget usømmeligt, at umyndige børn vil gøre deres myndige fader umyndig, saa det gamle ordsprog kommer nu re t for dagen, at kyllingerne vil lære hønen«. Naa, netop i sin velmagt kunne Trellund vel ikke siges at være. Men turde han ikke komme til København, vovede han sig saa langt som til Flensborg, der

42