gamleskibegamlehuse

Jonge Graeff, hvad de nu allesammen hed, maatte tu ren omad København, ballastet eller med ladning, inden de kunne afskibes med den fjerne atlanter- havsø som maal. Det være si? nu langt fra, at Trellund i nogen maader brød forbindelsen med sit andet hjemland. Naturligvis ikke, i betragtning af hans økonomiske ba­ sis dersteds. Nej, han prøvede saa at sige paa at op rette en hollandsk koloni i den danske hovedstad. Statsmyndighederne havde uindskrænket tillid til den driftige handelsmand og laante ham villigt øre. Han fik i 1663 et personligt privilegium af betydelig rækkevidde. Det paagældende kongelige aabne brev af 14. januar 1663 med dets 28 »ar­ tik ler og punkter« er næsten ord for andet konciperet efter hans eget paa tysk skrevne forslag om »skibsbygningens og trafikkens tiltagelse i Hans kgl. maje­ stæts riger og lande.« Kollegieherrerne havde skullet raadføre sig med Hans Nansen, borgmesteren i København, inden de forelagde det til kongens god­ kendelse, som grundlag for en forordning, der ganske vist gik ud paa at bevilge borgerne i hovedstaden og Christianshavn en del af de samme rettigheder, som Trellund skulle have, men af hvilken adskillige punk ter drejede sig om hans forhold alene. Saaledes det allerførste, der gav ham lovning paa en plads, stor nok til anlæg af baade skibsværft, savmølle og reberbane —og den skulle han have ganske gratis. Her skulle være basis for hans virksomhed i det hele taget, baade for skibsbyggeriet og for handelen paa fje rne lande, paa Vestindien saavel som paa Ostindien og for hvalfangerfærderne til Grønland. Det var jo især told- og skattelempelser, der blev bevilget saavel ham selv som hovedstadsborgerne i almindelighed. Med sin plan om at skabe en transit­ havn var han derimod for fremsynet. Forslaget lød ellers fornuftigt nok : »dass alle die Wahren, so Ich und alle anderen aus fremden Landen und von solehen Platzen, da selbige W ahren selber gewuchsen oder gemachet, durch unsere Schiffe anhero bringen lassen, frei und ohne Zoll mogen eingebracht werden, damit der Handel in sothaner Stande moge gesetzet werden, dass die Leute, so an der Ostsee wohnen, diesen O rt n ich t vorbei nachher anderen Landen passieren . . .« Det kunne man alligevel ikke gaa med til. Ogsaa af den slags varer skulle der svares sædvanlig indførselstold. Tiden var endnu ikke moden nok til at O imødekomme saadanne tanker om en veritabel frihavn. Men som Trellund med sin familie i flere henseender fik en særstilling, baade formueretligt og med hensyn til deres gudsdyrkelse, saa skulle hans p e r­ sonale ogsaa have lempelser og blandt andet i de første ti aar fritages for »bor­ gerlig tynge«, det være sig mandskabet fra hvalfangerskuderne, »kommandørs, harpunierer, bo tte lie re r, linieskydere, spæksnidere, styrmænd«, hvad de nu

36