gamleskibegamlehuse

paa niveau med de fornemste i fortid og samtid. Det blev en straalende, men ogsaa kortvarig æra — Det Grevelige Schimmelmannske raffinaderi blev kobmandsgaard, sæde for O o et af hovedstadens største handelshuse ved midten af det 19. aarhundrede. Da det endelig blev til alvor med salget af sukkerhuset, købte Hans Pug- gaard det, allerede en aldrende mand og en del aar ældre end svogeren Alfred Hage, hans kompagnon. De var først fælles om en filial i Nakskov, deres koners fødeby, og ikke før 1842 flyttede Hage til Kobenhavn. Forretningen blev be­ tydelig udvidet, men forholdet mellem de to svogre var ikke godt, og det endte med, at den initiativrige og virksomme Hage overtog ledelsen. Det var skibs­ rederi og storhandel, firmaet drev, import og eksport, indførsel af kolonial og udførsel, især aflivede, til England. En grundmuret bygning til luftsædtorring hø rte da ogsaa til de »forbedringer«, Puggaard havde indfort ved ombygningen af sukkerhuset. Der var ind re tte t stald og vognremise langs Torvegade og blev installeret et »opmuret varmeapparat« i tilslutning til vaaningshuset, det gamle barokhus med gavlkvisten, hvor raffinaderiets kon to rer havde været. Det var her, Hage holdt sine berøm te selskaber, præget af hans politiske interesser. Han var gennem adskillige aar folketingsmand, og hos ham kom alle det national­ liberale partis ledere. En anden svoger var selve Orla Lehmann. Men det var ikke b lo t po litikere, der kom i huset, ogsaa kunstnere, malere, billedhuggere, komponister, skuespillere, alle de store navne i datiden. Helena Nyblom, maleren Jørgen Roeds datter, har givet en skildring af »Familjen Hage och deras fester«. Den er som følge af hendes ægteskab skre­ vet paa svensk. Først huset: »Det var en utomorden tlig t vacker og fdrnåm bostad. Genom den stångda po rten kom man in på gården, varifrån man genom en dubbel ingångsdorr kom in i en stor hall, genom vilken en mattbelagt trappa forde upp till en lång forhall, dår soffor voro placerade mellan store våxter och blom- mande tråd. Till vånster kom man in i en rad salonger, till hdger var den stora danssalen. En balafton var hela trappuppgången kantad med blommande våxter. Det doftade starkt af hyacinter, lackvioler och alla vårens blommar. Hela våningen strålade av ljus i k ronor och lampetter. Det var med en nåstan hogtidlig kånsla man satte foten på den mattbelagda trappan och gick upp til festsalarna«. Og de skønheder, som det »vid denna tid vimlade av i Kopenhamn«, blev ført over dansegulvet i den stormende kontradans, eller mere stilfærdigt i Gades brudevals. Mesteren kunne selv være til s te d e : »Jag minns, att han en sådan bal­ afton satt alldeles nåra intill de utforande musikanterna och sade: Hår sitter jag och hor på musiken«, fortæ ller Helena Nyblom, og hun slu tter sit kap ite l: »Utom konstnårar av alla slag visade sig nåstan hela Hallska m inisteriet på

i E °