gamleskibegamlehuse

Det skyldtes dog især, mente man, at han, der ogsaa i stor stil drev vekselhan­ del, havde anbragt i j o . o o o daler for Struensee i sikre udenlandske papirer. Perioden var jo saavel den florissante som den galante tid. Men der var ogsaa fornemme kredse med en m indre letfærdig tankegang, kredse, som ikke værdsatte folk med saa løse sæder som den ganske vist »aimable libertin«, nej, til tider ren t ud fordøm te ham og hans maitresse: »La Biilow est un infame créature«, og Fabritius ikke m indre foragtelig, skrev grevinde Louise Stolberg i et af sine talløse b rev e : »Il faudroit les envoyer en Amérique!« Man burde altsaa sende pa rre t over Atlanten, depo rtere dem begge som andre forbrydere og skøge r! Og heller ikke Schimmelmann gik ram forbi i den reventlowske brevveks- o o ling, den gamle saa lidt som sønnen, der først senere selv kom til at høre til kredsen. Det var endda ikke det værste, naar man adskillige steder havde antaget den unge for selve kongen, nemlig paa grund af hans rundhaandethed. Faderen derimod var paa n ippet til at ru inere tou t la monde avec sa sucre. Han er et frygteligt menneske, hed det i et af familiebrevene. Men baade Fabritius og Schimmelmann —hvis frue da endelig ogsaa hø rte til hoffets damecamarilla ved Struenseehoffet, de vidste begge at klare frisag, da d iktatoren var styrtet. Hverken den ene eller den anden af dem boede ved Grønnegaards havn, Fabritius ganske vist i nærheden, i den store herskabelige hjørnegaard ved Sankt Annægade, mens Schimmelmann havde sit berøm te palæ i Bredgade, nu Odd Fellow. Forskellen i deres betydning vejes ogsaa derved, at »kræmmeren«’s nok saa statelige landsted i Nordsjælland var for in te t at regne mod statsmandens baroni, det jyske Lindenborg, med dets over halvandet tusind tønder hartkorn . Schimmelmann tog sig af godsstyrelsen med samme dygtighed som den, han røgtede sine andre forretn inger med, og havde blandt andet den fordel, at kneb det med arbejdskraften i hovedstaden, kunne han give sin godsforvalter besked om at sende »egnede karle til sukker­ raffinaderiet paa Christianshavn.« Tallet paa sukkerbagersvende og -drenge, som de ved lejlighed kaldes, var stadig om tren t det samme. Dertil kom bogholderen og kassereren, forenet i een og samme person, efter Bendtsen var kommet Joakim Lassen, samt 6 mand paa kon to ret, en bødker og noget tyende, i 1780erne baade en over- og en underkokkepige. Disciplinen overfor personalet var streng, ja, helt kaserneagtig. Tre mand blev paa een gang afskediget, fordi de to af dem først var kommet hjem klokken halv tolv, den ene ganske vist beskænket, mens den tred ie egenmægtigt havde taget sig lørdag-søndagsorlov og »lagt ude af huset, hjemme hos hans kone«. Det var en gylden tid , ikke m indst for sukkerindustrien og dermed sejlad­ sen paa Vestindien, slutningen af det 18. aarhundrede. Og selv efter, at sukker-

124