abels død

Da holdt han Søn og Hustru fast i Armen,

Og taus han sad, en trofast Ven hos dem,

Da Natten og da Stjernerne kom frem.

II.

Den næste Dag steg Solen rød i Øst,

Og Adam vækker Qvinden ved sit Bryst,

Og Eva drager bort det uldne Dække,

For af den dybe Søvn sin Søn at vække -

Men stiv og kold og bleg endnu han laa.

Dog hvor forandret! Læberne var blaa,

Af dunkle Ringe var hans Øine skæmmed',

Og hvert et Træk dem forekom saa fremmedt.

Da reiste sig forfærdede de To,

Og Eva taler: Var det Søvnens Ro,

Da vilde Freden om hans Læbe ligge,

Og Kinden blusse - nei! han sover ikke.

Men Adam siger: Hvad er Drengen skeet?

Som nu har aldrig ham mit Øie seet.

Men blot hans Bryst og løs de bundne Arme!

Thi naar hans Hjerte føler Solens Varme,

Vil atter livfuldt det som fordum slaae.

Og blottet snart for Solen Abel laa,

Og Dagens Sol, der Tidens Gang afmaaler,

Steg høit og høiere, mens stærke Straaler