abels død

Fra Støtten kom som Billede tilbage,

Og Stenen, syntes hun, fik Liv og Ord.

Det var af Konstens Liv det første Spor.

Til Trøst i Nøden blev den Jorden givet,

Thi Konsten kom med Døden ind i Livet. -

Den næste Dag til Reisen op de stod.

Kamelen de Paulunet bære lod,

Og Abels hvide Hjord i Morgenstunden

Blev dreven foran dem af Hyrdehunden.

Men imod Østen hen de Veien tog,

Og langs den høie Flodbred frem de drog,

Hvor Eva tidt stod stille, for at følge

Med mørke Blik den solbestraalte Bølge,

Der rulled ned mod den forladte Grav.

En skyfri Himmel deres Vei omgav,

Fra Palmens Top lød Fugletoner milde,

Men hver gik tabt i sig, saa taus og stille.

Hvorhen i Verden deres Øie saae,

De skued Kain som en Flygtning gaae,

Og gik blot Tanken til den svundne Lykke,

Strax steg af Graven Abels dunkle Skygge.

I deres Liv var der en Spaltning skeet;

I Dødens dybe Nat de havde seet,

Og i et sjælløst Blik var aabenbaret

Den Fremtidslod, som var dem selv bevaret.

Som under Dødens Byrde frem de gik,

Og naar imellem mødtes deres Blik,