abels død

Skilsmissen mellem Liv og Død sig stilled.

Hvad Under og, at Smerten her var stor?

Det var den første Grav paa denne Jord.

En talløs Mængde reiste sig med Tiden;

Hvormange Taarer slugte Graven siden!

V.

Tre Døgn fik Ende. Men forventningsfuld

Seer Eva hver Dag Morgenrødens Guld,

Naar over Teltet Lærkens Toner klinge.

Det var, som Dagen maatte Abel bringe,

Men Dagen kom - og Abel var der ei. -

En Uge gik - og end paa hendes Vei

Ved intet Tegn sig Sønnen gi'er tilkjende;

Endnu den samme Stilhed rundt om hende,

Og ofte som en Drøm det hende var.

Ja, mangengang saa reent hun glemt sig har,

At naar fra Marken Hjordens Stemmer løde,

Hun gik paa Marken ud, sin Søn at møde;

Og tidt naar hun en Busk paa Veien saae,

Hun Grenene tilside monne slaae,

Ret som hun vented, ham bag dem at finde.

Da saaes hun pludselig sig at besinde;

Hun Hovedet i Haanden hviilte lidt,

Og gik til Graven hen med tunge Skridt.

Der sad hun saa, mod Støvet nedad bukket: