WeysesMinde_1916

lig skulde tænke ved en bevidstløs Gud, og han sva­ rede, at Hegel kaldte det: „Substans“. Bravo! tænkte Weyse; der have vi et Navn og dermed kunne vi gaa hjem og lægge os. „Det fornuftige, paa det naturlige Standpunkt staaende Menneske“, vedblev han til Mar- tensen, „burde omhyggelig vogte sig for Metafysikens Mikroskop, hvorved de fire Grundideer: Gud, Frihed, Udødelighed og det høieste Gode blev mærkeligt ukjen- d e lig e ; ligervis som Ynglingen, der betragtede en ung P iges Ansigt gjennem et Mikroskop og fandt det at være Intet mindre end smukt“. Martensen lo over Sammenligningen og mente, at det netop var Filosofi­ ens Opgave at bevise disse Ideers Realitet. Enhver b lev ved sin Mening. De adskiltes meget venskabeligt. „Men nu“, sagde Weyse, „efter at have gjort nærmere Bekjendtskab, kan jeg godt lide Manden“. Hos Sibbern var han i stort Selskab, i Anledning af den gamle Ipsens Fødselsdag, hvor Fruens Broder, Theologen Harald Ipsen, ikke helt upaavirket af Punsch og Champagne, holdt en lang Oration, der dreiede sig om, at W eyse skulde forklare Heiberg Forskjellen mel­ lem katholsk og protestantisk Kirkemusik, for at Hei­ berg siden, efter at have slaaet den behørige Hegelske Sauce derover, kunde beværte alle Hedninger dermed og udbrede vor fælles Roes. Tillige skulde Weyse stu­ dere Hegels Filosofi og høre Heiberg og Martensen. Han blev stødt, da W eyse protesterede derimod, og mente, at denne havde aldeles Uret, da man dog paa en eller anden Maade maatte søge |it tilfredsstille sin

81

£