WeysesMinde_1916

V I I . Filosofi.

øhlenschlæger var en trofast Natur og det Syn, han i sin Ungdom havde faaet paa W eyse som den store Tonekunstner, blev bestandig det samme. Hvor glædede det ham ikke gjennem en Menneskealder at se „Sovedrikken“ og bestandig føle sig som Weyses Medarbeider. Ogsaa selv mente han at have Andel i Stykkets varige Lykke ved de naiv-morsomme Indfald og Karaktertegninger, og heri havde han næppe Uret. Men med Weyse maatte han vistnok sige, at med Fry- dendahl 3 Død (Brause) var den halve Sovedrik færdig og med Ryges (Saft) den hele. Han holdt nu fast paa den gjenfundne Weyse og inviterede ham til Middag med „Ørsted“, men W eyse synes ikke at have været mere opbygget end sidst, skjøndt det gik til paa en anden façon. Fruen komplimenterede ham med, at det var en Fornøielse at have ham til Bords, da han var saa underholdende og kunde tale om Alting. Hvilket var et sandt Ord. Der fandtes et talende og et tiende Parti, til hvil­ ket sidste Fruen og Sønnerne hørte. Over den beskedne 79