WeysesMinde_1916

ham om Morgenen inden Skoletid. Det vilde han gjærne, men den tilsigtede Nytte for Johannes blev til meget Lidt. Det var Vinter, og Müller mødte regelmæssigt om Morgenen Kl. 7 i Mulm og Mørke, men Johannes lod sig aldrig se før Kl. 8 V 2 . Savnet var dog ikke stort for Müller, der befandt sig vel i den meget smukke og hyggelige Dagligstue, især da Johannes blev mere end erstattet af et kvindeligt Væsen, der ligesom mødte for ham og aldeles regelmæssigt, Digterens Datter Charlotte, der var et Aar yngre end han. Han troede dog, hun var ældre. De underholdt sig ypperligt med hinanden, halvt voxne og halvt Børn som de var. Snart læste hun af Faderens Digte for ham, snart legede de, saa Stole og Borde dansede i Stuen, og under disse Optøier gik mangen Gang Maskinen af Kog til den gamle Tjenestepiges store Vrede. Naar saa éndelig Johannes kom, maatte Lektierne naturligvis jages igjen- nem. Müller fik et overordentlig sympathetisk Indtryk af Fru Oehlenschlæger, hvis ufortrødne Opoffrelse for sine Nærmeste aldeles ikke syntes ham at blive paa- skjønnet; Faderen glemte hende over Børnene, som han forgudede, og tog ved hver given Ledighed deres Parti mod Moderen. Bekjendtskabet med Oehlenschlægers Værker gjorde ham meget modtagelig for den Digter-Epidemi, der greb hans Kammerater, og han gav sig hen i Tiden af med Ledighedsdigtning. Skuespillerraseriet undgik han heder ikke; han spillede meget hos en Kammerat paa et Theater, oprettet i dennes Hjem. 31