WeysesMinde_1916

Saa vil jeg da beskeden h er Forsøge det p aa m in Maner. Apolio, skjænk m ig Evne!

W eyse havde imidlertid for tredie og sidste Gang indgaaet en dramatisk Alliance med Oehlenschlæger og Resultatet blev „Ludlams Hu le“, som Baggesen af alle Kræfter søgte at demolere ved Viddets og den skarp este Kritiks Vaaben ligesom tidligere Oehlenschlæ- gers og Kuhlaus „Røverborgen“. Man morede sig ganske vist overordentlig ved disse Baggesenske Mesterstykker og glemte aldrig hans Fortolkning af „Hjem gik den tappre Peter“, men Stykkerne gik deres Gang, om end „Ludlams Hule “s Held ikke var saa stort. Det gik flere Gange og nød hen i Tiden Æren af Repriser, saaledes en høist vellykket under Heibergs Direktorat. Saavel til „Faruk“ som til „Ludlams Hu le“ havde W eyse paa sin Komponist-Aften hele Familien fra Ros­ kilde i sin Loge. De holdt mest af „Ludlams Hu le“, og hvem kunde modstaa det rige Romancevæld, som Dig­ teren, der kjendte sin Komponists særlige Styrke, havde ladet sprudle? Dette har vel W eyse ikke tilstrækkelig paaskjønnet, især da han havde adskilligt at indvende mod Stykket. Han hældede i den store Baggesen-Oehlen- schlægerske Strid nærmest til den Førstes Side. I Kr. 886 florerede de Weyseske Aftenselskaber, som med Glæde mindedes af de deltagende unge Her­ rer, efterat de vare bievne gamle Herrer. Han selv betegnede dem som de Weyse-Hertzske Aftenselskaber, hvorved maa være tænkt paa, at Brødrene Hertz, hvoraf

17

2