WeysesMinde_1916

med ham i Kirken, og han lod Orgelets Toner lyde. Koldt har der været, da det var Vinter, men de i varmende Tøj indhyllede Balgjæster har set desto for­ underligere ud i Maaneskinnets usikre Belysning, og Scenen var sælsom og uforglemmelig. Kom han hjem til Byen, droges han tilbage. Med Provstens Søn Herman var han engang reist til Kjøben- havn, og de tænkte for ramme Alvor paa straks den næste Morgen Kl. 4 at vandre paa deres Fod tilbage igjen, hvilket ogsaa var bleven iværksat, hvis de ikke havde indset Umuligheden af at komme tilbage til Kjøbenhavn samme Dag. I 1815 flyttede han tilligemed sin Kontubernal, hvem han havde boet sammen med i nogle Aar, den fire Aar yngre Gr. H. Stein, en „bekjendt og dygtig Musik- 5lærer“ ifølge hvad der stod i en Avis, fra Store Kirke­ stræde til en meget rummelig Lejlighed i Kronprin­ sessegade Nr. 886, nu Nr. 8, nær ved Gothersgade. Et Par Huse derfra boede Digteren Baggesen. Med ham traadte W eyse, helt bortkastende sin tidligere Be­ tænkelighed ved at skrive Dansk, i den Forbindelse, at han i Baggesens Maanedsskrift „Danfana“, første Hefte, mødte op med en filosofisk Ballade «Jo“, der var et Forsøg paa at løse Baggesens Gaade „Det evige Sindbillede“ og begyndte:

Im m anu el Jen s Baggesen Nys d ig tet h a r en Gaade Og æsket h v e r en Gaades Yen Den, om han kan, at raade.

16