WeysesMinde_1916

kammer for ham, der fremdeles per Raritet kun Lei- lighed faar til at reise til Yndlingsstedet Hroars Yæld, P a tie n te n C. E. F. W e y se . Aftenen før den Nat, han døde, aabnede han efter Sædvane Døren til Sørens og Niels’ Dagligstue for at sige Godnat. Da Søren ytrede, at han skyldte ham for forrige Maaned og vilde betale, sagde han: det kan vente til i Morgen. Hvilket var Søren ret paafaldende da han ellers strax var parat til at tage imod Penge. Om Natten kaldte han paa Krohn, der havde Værelse lige ved Siden af ham og bad om Vand, som han og- saa fik. Han vilde have Krohn til at gaa i Seng igjen, hvad denne dog ikke gjorde. Han opdagede det saa- ledes, da Døden, uden at der hørtes mindste Lyd eller Bevægelse, var indtraadt. Men Dødsmomentet kunde naturligvis ikke konstateres. I Huset var af de Unge i Dødsøieblikket, foruden Krohn og Søren Hartmann, Theodor Hansen og Niels Hartmann — alle fra Roskilde.1) Da flere af Ligfølget samledes i hans Ledighed paa Begravelsesdagen, forbausedes og foruroligedes man over at se ham ligge som i en sød Slummer. Heiberg og Andersen kunde ikke tænke sig, at Døden var ind- < traadt, og Andersen udtalte Ønsket om, at Pulsaaren skulde skæres over. Men Oehlenschlæger udbrød hæf- tigt: „Hvad er det? Vil De have ham sønderlemmet!“ . *) Meddelt af Søren Hartmann, da denne, fuldkommen aandsfrisk, var 90 Aar. Ham skyldes ogsaa flere andre Meddelelser. 156